Kongehuset: Det er vores sociale ansvar

16. mar 2010
Journalistforbund opfordrer kongehus til at blive anerkendt som praktiksted

Ansættelsen af ulønnede praktikanter er et led i kongehusets sociale ansvar.

Det siger Kongehusets personalechef, Søren Kruse, til Avisen.dk.

"Sidste år talte vi om, hvordan vi kunne gå ind i social 'responsibility', som man taler så meget om. Det ville vi gerne og vi ville også gerne styrke relationerne til de unge," siger Kruse.

Aktivering for unge på kontanthjælp

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Hoffet besluttede sig til at gå to veje: Dels at ansætte universitets-studerende i ulønnet praktik, hvor de studerende får deres SU og en godtgørelse  fra Kongehuset og dels at lave aktiveringsforløb for unge på kontanthjælp. Det sidste sker i et samarbejde med Jobcenter København.

"Vi har haft 4-5 stykker igennem, som har arbejdet i staldene, med bilerne, i vaskeriet og i køkkenet. Det er et kæmpearbejde, men det er også meget givende," siger Søren Kruse.

Ingen har fået job

"Har I ansat nogle af de unge?"

"Nej, ikke endnu. De mest velfungerende har selv skaffet sig uddannelse og de andre har nok ikke kunnet finde ansættelse her," siger Søren Kruse og uddyber:

"Det er heller ikke det primære formål. Det drejer sig om at give de unge færdigheder og selvtillid til selv at søge uddannelse eller beskæftigelse med støtte fra Jobcentret."

De universitetsstuderende, hvor der nu søges to nye pr. 1. april, arbejder i Hofmarskallatets sekretariat og i kommunikationsafdelingen.

Kan ikke tale om gratis arbejdskraft

"Det er en aftale, vi har med det pågældende universitet og vi har taget dem ind som DJØF'ere. De har en mentor og en kontrakt og er en del af vores sociale 'responsibility'. Derfor kan man ikke tale om gratis arbejdskraft," siger Søren Kruse og afviser, at jobbet i kommunikationsafdelingen egentlig er et job for en journalist-studerende.

Forskellen er forskellen på SU og praktikantløn. Journaliststuderende får cirka 15.000 kr., når de er i praktik - universitetsstuderende får deres SU.

Få ordnede forhold nu!

Det er den sidste model, Kongehuset bruger, men det er forkert, mener Mogens Blicher-Bjerregaard, formand for Dansk Journalistforbund. For ham er jobbet i Kongehuset sammenligneligt med et almindeligt journalistjob i en organisation.

"Jeg vil da opfordre Kongehuset at ansøge om at blive anerkendt som praktiksted. Når jeg læser stillingsopslaget, ligner det en helt regulær seks måneders praktik-stilling," siger Mogens Blicher-Bjerregaard og fortsætter:

"Der er en del af AC-området, som vi ikke har overenskomst-dækket og det vil jeg da tage op med AC (Akademikernes Centralorganisation, red.)."

Sagen kort

Kongehuset søger to ulønnede praktikanter, som dels skal arbejde i Hofmarskallatets sekretariat og dels i kommunikationsafdelingen. Stillingerne skal besættes 1. april og jobannoncen kan ses her:

http://kongehuset.dk/publish.php?dogtag=k_dk_aktuelt_job