Et fly med et Støjberg-banner er mandag lettet fra Randers Flyveplads. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Inger Støjberg-støtte i luften: "Ekstremt provokerende"

22. jun, 16:58
De næste par dage vil et fly trækkende et banner med teksten "Danskerne støtter Støjberg" flyve over Danmark.

Kigges der mod himlen de kommende dage, kan danskerne blive mødt af et banner med teksten "Danskerne støtter Støjberg".

Støtten, som Nye Borgerlige står bag, kommer, mens en kommission undersøger en ulovlig praksis under Inger Støjbergs (V) ministertid i 2016.

Flyet er mandag eftermiddag lettet fra Randers, og det kan vise sig at være en effektfuld form for kommunikation.

Det vurderer Kresten Schultz-Jørgensen, der er administrerende direktør for kommunikationsbureauet Oxymoron.

- Det samler basen (dem, som støtter partiet, red.), og det hidser alle andre op - og det er vel også målet med det, vurderer han.

Han tror ikke, at der omvendes vælgere, der er uenige med partiet.

Men de enige bliver bekræftet i støtten, og de uenige hidses op, hvilket blot kan bekræfte støtterne yderligere.

Støtteerklæringen er en del af en kampagne fra Nye Borgerlige, der skal vise opbakning til tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Hun ville under sin ministertid i 2016 adskille asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Det er dog siden blevet betegnet som ulovligt af Folketingets Ombudsmand uden en individuel vurdering af hvert parts sag.

En kommission er nedsat for at undersøge forløbet, der førte til, at asylpar blev adskilt, selv om det var mod loven.

Det har fået Nye Borgerlige til at starte en indsamling, der nu er blevet brugt til at sende den luftbårne støtteerklæring i luften.

Kresten Schultz-Jørgensen fortæller, at man ved fra USA, at det er effektiv reklame at flyve et banner hen over landet.

- Et fly med en vimpel hen over himlen, som vil hidse nationen op, er ekstremt provokerende og ekstremt effektfuld af den grund, vurderer han.

Flyet med banneret flyver mandag fra Randers til Skagen og retur igen.

Tirsdag flyver det fra Odense til Esbjerg og retur over Sønderborg, inden turen går fra Odense til København med hjemfart over blandt andet Gilleleje.

Onsdag flyver det fra Odense retur til Randers over blandt andet Aarhus.

/ritzau/