- Jeg blev bare så glad, fortæller Diana Demirova, da der var udsigt til et job på Rigshospitalet. Foto: Privatbillede, Fagbladet 3F/

Det offentlige hyrer flere rengøringsassistenter

27. apr 2020, 11:55
Med coronasmitten ansætter flere kommuner og sygehuse ekstraordinært mange nye til rengøring. 45-årige Diana Demirova har fået job på Rigshospitalet.

45-årige Diana Demirova havde gået arbejdsløs i omkring to år, da telefonen ringede fra den lokale 3F-afdeling i København: “Er du interesseret i et job på Rigshospitalet?, skriver Fagbladet 3F

LÆS OGSÅ: Dødsbrand i lejlighed - ung kvinde omkommet

- Jeg sagde bare ja tak! Jeg havde søgt og søgt, men det var meget svært at få arbejde. Jeg blev bare så glad, fortæller Diana Demirova til Fagbladet 3F.

Hun tog uddannelsen som rengøringstekniker for fem år siden. Diana begyndte i sit nye job 14. april, og fra 1. maj er hun på fuld tid på Rigshospitalets kirurgiske afdeling, hvor hun gør rent og er med til at servere mad og hjælpe lidt til med patienterne.

Diana Demirova er langt fra den eneste, der har fået job inden for rengøringsbranchen i den seneste tid. 17 gange på bare to dage har 3F i Vejle kontaktet ledige medlemmer for at tilbyde dem et job i kommunen.

Arbejdet går ud på at rengøre udendørs legepladser på kommunale institutioner og skoler. Det er en del af kommunens bestræbelser på at få børnene tilbage i skoler og institutioner efter corona-nedlukningen, men med så lille smitterisiko som muligt.

Allerede i sidste uge kontaktede afdelingsformand Martin Jensen kommunen for at høre, om 3F skulle hjælpe med at finde ekstra arbejdskraft.

- I går kunne vi se, at de første 17 har fået arbejde. På fuld tid, til overenskomstmæssig løn og foreløbig frem til 31. maj. Nogle er allerede gået i gang, fortæller formand Martin Jensen fra 3F Vejle.

- Vi er selvfølgelig glade for at kunne hjælpe, særligt vores ledige. Men selvfølgelig også arbejdsgivere som kommunen, siger han.

Også i Odense har 3F været i sving for at finde arbejdskraft til rengøring af kommunens skoler og børnehaver. Odense Kommune har søgt efter cirka 90 ekstra rengøringsmedarbejdere og har blandt andet kontaktet 3F’s fælles a-kasse i byen.

- Foreløbig har vi kontaktet 58 ledige, der opfylder betingelserne. Blandt andet at man har erfaring med rengøring og gerne er uddannet rengøringstekniker. Jeg ved, at en stor del af jobbene er besat, og at vi også har fået nogen ansat. Kontrakterne ruller stadig ind, fortæller Steen Hansen, leder af 3F’s fælles a-kasse, der dækker de odenseanske 3F-afdelinger minus 3F Odense Byg.

Også i Aalborg Kommune er der blevet behov for flere i rengøringen. Omkring 25 ekstra er ansat midlertidigt, fordi der blandt andet skal gøres rent to gange dagligt på skolerne.

- Og så er langt de fleste af de faste rengøringsassistenter nu kommet på fuld tid, med mindre de ikke har ønsket det, oplyser Lene Krabbe Dahl, næstformand i den offentlige gruppe i 3F Aalborg.

Rengøringsvirksomheden Forenede Service beskæftiger knap 4.000 medarbejdere. Her har man også hyret et par nye folk til Hvidovre Hospital, men forventer at få brug for nye medarbejdere efterhånden som landet åbner - med nye krav om grundig rengøring, oplyser administrerende direktør Hans Fog til Fagbladet 3F.

LÆS OGSÅ: Ikonisk værtshus nedrivningstruet - Naboerne kæmper imod