Kommuner fyrer private jobfirmaer

19. okt 2011
Kommunerne sender meget færre ledige videre til private jobfirmaer. De private er dyrere men ikke bedre, mener Odense Kommune.

Siden krisen begyndte i 2008 har kommunerne i stor stil udliciteret opgaven med at få ledige i job til private jobfirmaer.

Men nu er festen slut for de private jobfirmaer, der er skudt op som paddehatte og med et væld af mere eller mindre kreative kurser.

I september sidste år var 30.000 fuldtidsledige i armene på private jobfirmaer. Det tal er i september i år faldet med 28 procent til 21.600.

En af de kommuner, der har skåret på de private er Odense. I september sidste år havde de 1.126 ledige hos private. I september i år var tallet helt nede på 336.

Dyrere men ikke bedre
De private har generelt været dyrere uden at være bedre, mener Dennis Mølgaard, som er jobcenterchef i Odense Kommune.

”Vi har ikke kunnet se, at det havde en særlig effekt. Hvor mange, der er kommet i arbejde, varierer meget fra aktør til aktør over tid men uden systematik,” siger han.

Beslutningen om at beholde flere ledige hos Odense Kommune selv blev truffet lige før årsskiftet, men er først for alvor slået igennem nu, fordi ledige bliver henvist til private firmaer for 52 uger ad gangen.

Betragteligt million-beløb

De private jobfirmaers bonusordninger strækker sig typisk over flere år. Så præcist hvilken betydning hjemtrækningen for Odenses kommunekasse, er det endnu for tidligt at sige.

”Jeg kan ikke sige præcist, hvor mange penge vi sparer, men der er tale om et betragteligt million-beløb,” siger Dennis Mølgaard.

Han forventer ikke, at kommunen vil være bedre til at få de ledige videre end de private firmaer har været.

”Præmissen er, at de ikke er bedre end os, så hvorfor betale ekstra,” spørger Dennis Mølgaard.

Folk med mellemlang eller lang uddannelse skal sendes ud til private firmaer. Det er den væsentligste årsag til at Odense Kommune stadig har sendt 336 ledige til private firma.

Rigtigt vi mister arbejde

Hos Jobrådgivernes Brancheforening bekræfter direktør Jørgen Borre Larsen den nedadgående kurve. Til gengæld tror han ikke på, at kommunerne kan spare penge på at droppe de private firmaer.

”Jeg tror ikke på besparelser. Hvis kommunerne bruger private aktører rigtigt og tilpasser deres egen organisation, så bliver det billigere,” siger Jørgen Borre Larsen.

Færre i fremtiden

Mens langt de fleste kommuner sender færre ledige til de private jobfirmaer, så er der stadig nogle kommuner, der sender flere. Men de private skal ikke regne med at det fortsætter.

I Herlev Kommune, der er en af de få større kommuner, der ellers har sendt flere ledige til de private, vil de beholde flere i fremtiden.

”Det er lidt tilfældigt, at vi har sendt flere ud. Det skyldes nemlig den personalemæssige situation. Det bliver markant mindre i fremtiden. Vi har allerede besluttet at trække store grupper hjem,” siger jobcenterchef Jette Rasmussen.

Styrtdyk!

Så mange fuldtidsledige var i armene på de private jobfirmaer i september måned:

2007: 9.746

2008: 6.536 (- 33%)

2009: 19.883 (+ 204%)

2010: 30.014 (+ 51%)

2011: 21.555 (- 28%)

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen