Kommuner frister ansatte til snyd og bedrag

4. jul 2013, 06:00
Et af Danmarks største revisions og rådgivningsfirmaer kritiserer kommuner for ikke at holde godt nok øje med deres ansatte, når de forvalter borgernes penge. Ifølge firmaet er det problematisk, fordi kommunerne med den ringe kontrol frister de ansatte til at snyde og bedrage.

Med en hurtig søgning via søgerobotten Google får du flere avisoverskrifter, der med fede typer afslører offentligt ansatte, der er blevet enten politianmeldt eller dømt for at have stjålet af kassen.

Det skyldes ifølge et af Danmarks største revisions- og rådgivningsfirmaer, BDO, at den offentlige sektor ikke beskytter deres ansatte ordentligt.

En partner fra BDO mener, at det er "problematisk", at kassen med skatteborgernes penge er så åben, som den er i visse kommuner.

"Hvis kommuner og regioner sørger for, at deres forretningsgange bliver bedre, så det bliver vanskeligt at tage af kassen eller lave andre former for svindel og bedrageri, så er der ikke så mange, der bliver tilskyndet til at gøre det," siger Nicolai Porslund, der er registreret revisor og partner i revisionsfirmaet BDO.

Et aktuelt eksempel på, at det måske er for let at snyde, er en tilståelsessag, der kommer for retten i Roskilde i eftermiddag. En kvindelig medarbejder fra det kommunale ydelsescenter sidder på anklagebænken for at have udbetalt ydelser til sig selv i 2012.

Medarbejderens job var at overføre sygedagpenge og kontanthjælp til kommunens borgere, men hun overførte også over 1,2 millioner kroner til sin egen bankkonto. For ikke at blive opdaget overførte hun mindre beløb hele 56 gange.

Beskyt nu de ansatte!

Ifølge BDO er det ikke muligt at lukke ned for al snyd, men revisionsfirmaet mener trods det, at der er plads til forbedring i det offentlige.

"Det er mennesker, der er tale om, så der vil ske svigt. Men det er vigtigt, at kommuner og regioner gør, hvad de kan for at lukke hullerne, så kommunekassen ikke står åben - hverken bogstaveligt eller i overført betydning. På den måde beskytter ledelsen også de ansatte, der kunne finde på at gøre sådan nogle ting," siger partner Nicolai Porslund.

"Det er smadder ulykkeligt. Nogle mister jo jobbet, selvom de 'kun' har taget 20.000 kroner," uddyber han og opfordrer dermed kommunerne til at forebygge fusk.

Ifølge BDO er risikoen for bedrageri ikke størst på rådhuset, men på de kommunale institutioner.

"Det er tit de steder, hvor der kun er en ansat, der har med penge og bilag at gøre, at fristelsen er størst. Det kan være børnehaver eller plejehjem, der for eksempel administrerer indlagte patienters midler," siger firmaets ekspert.

At bedrageri er et reelt problem understreges af, at BDO tilbyder sine kommunale og regionale kunder en såkaldt tryghedspakke, fordi de efterhånden har erfaring fra flere bedragerisager.

I beskrivelsen af pakken står der følgende:

"En del kommuner/regioner har problemer med at styre kontroller og ledelsestilsyn omkring de regnskabsmæssige transaktioner i decentrale afdelinger og institutioner. Der er ofte udarbejdet regler på området, men der er generelt ikke brugt ressourcer nok på implementeringen, og kontrollerne er ikke altid lige effektive."

"Det er gudskelov sjældent"

Det seneste eksempel Avisen.dk har kunnet finde på bedrageri stammer fra Guldborgsund Kommune på Falster.

Kommunen politianmeldte i februar lederen af Center for Afhængighed. Efter en omfattende intern revision konstaterede kommunen, at der manglede 131.000 kroner i centrets kasse.

Pengene er ifølge Folketidende.dk dels trukket kontant og dels brugt på vareindkøb. De indkøbte ting er dog forsvundet fra centret. Gudlborgsund Kommune ønsker ikke at konkretisere, hvad de tusindvis af kroner er blevet brugt til.

Men spørger du Kommunernes Landsforening (KL) er bedrageri blandt ansatte kun et begrænset problem. Derfor findes der heller ikke en opgørelse over, hvor stort omfanget er.

"Normalt hører jeg, når der er bedragerisager, men det er gudskelov sjældent, at vi ser underslæb i den her klasse. Jeg har dog ingen præcise tal på det," oplyser Karsten Thystrup, der er kontorchef på KL's juridiske kontor, og henviser til sagen fra Roskilde.

Efter hans mening kan den kommunale kontrol ikke klandres.

"Ledelsens kontrol vil på et eller andet tidspunkt afsløre, hvis der er en medarbejder, der systematisk malker kassen. Men hvis der sidder en lønmodtager og vil snyde, er det svært at gøre noget ved," lyder det fra kontorchefen.

Citat

 

"Hvis kommuner og regioner sørger for, at deres forretningsgange bliver bedre, så det bliver vanskeligt at tage af kassen eller lave andre former for svindel og bedrageri, så er der ikke så mange, der bliver tilskyndet til at gøre det."

 

Nicolai Porslund, registreret revisor og partner, revisionsfirmaet BDO