Kommune oprørt over fyring af syg drengs mor

9. okt 2009
Kommune forarget over, at en arbejdsgiver har fyret en mor til en hjertesyg dreng, mens hun var på plejeorlov betalt af kommunen.

Allerød Kommune er dybt forarget over, at et konsulentfirma har fyret en mor til en alvorligt hjertesyg dreng. Fyringen skete i den plejeorlov, som kommunen betalte moderen, så hun kunne passe drengen i hjemmet.

Støtten fra kommunen er til for at hjælpe forældre med syge børn – ikke for at arbejdsgivere kan spekulere i at komme billigt af med ansatte, lyder det fra kommunen.

”Det kan virke som en form for spekulation. Reglerne er jo til for, at mennesker, der har kritisk syge børn, kan pleje dem uden at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet,” siger socialdemokrat Flemming Villadsen, der er formand for Sundheds- og Velfærdsudvalget i Allerød Kommune.

Fyrede mor til syg søn gratis

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Inden moderens barsel sluttede, godkendte arbejdsgiveren Kjerulf og Partnere, at moderen Gry Hammerborg fik ekstra orlov til at pleje sit syge barn. Kommunen sagde ja til at betale moderens løn i plejeperioden.

Men midt i orloven fyrede Kjerulf og Partnere alligevel moderen. Dermed slipper firmaet for at betale løn i opsigelsesperioden. 

Forældre skal sikres

Den konservative borgmester for Allerød Kommune Erik Lund vil ikke kommentere på den konkrete sag.

”Men arbejdsgivere bør strække sig meget langt for at hjælpe folk, der har kritisk syge børn. Reglerne er blandt andet til for, at forældrene er mindre udsatte på arbejdsmarkedet. Hvis arbejdsgiveren har spekuleret i at få snablen ned i det offentliges kasse, er det dybt usympatisk,” siger Erik Lund.

Flemming Villadsen mener, at arbejdsgiveren bør genoverveje sin beslutning.

”Jeg synes det er dybt beklageligt, at en arbejdsgiver kan handle på den her måde, når familien er i så vanskelig en situation,” siger han.