Kommune opfordrer nu alle borgere til at lade sig teste (Arkivfoto). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Kommune med landets højeste smittetryk: Alle skal testes

30. jun 2020, 17:18
Efter 13 nye tilfælde af coronavirus på en uge opfordrer Vesthimmerlands Kommune nu alle borgere til at blive testet.

Vesthimmerlands Kommune er nu det sted i Danmark, hvor smittetrykket er højest.

På kun en uge er der konstateret 13 nye tilfælde af coronavirus.

Det tager kommunen nu konsekvensen af, og opfordrer alle borgere til at blive testet for corona. Det skriver TV2 Nord.

LÆS OGSÅ: Jobcenter uden krav og kontrol åbner: - Det kan blive fremtiden

- Med tanke på de nye corona-tal minder det os om, at vi skal fortsætte med at passe på hinanden, for corona-virussen er ikke væk. Smittekæderne lever fortsat i vores lokalbefolkning, så jeg vil gerne appellere til, at flere lader sig teste for corona - symptomer eller ej, siger direktør for Sundhedsforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune Anne Krøjer. Det skriver kommunen i et opslag på Facebook.

Selvom kommunen opfordrer alle 37.000 borgere at blive testet, så regner man ikke med, at alle benytter sig af det.

Kommunen har heller ikke kapacitet til, at alle byens borgere skal testes på én gang, oplyser Anne Krøjer til TV2 Nord.

I alt kan testenheden i Aars, som borgerne skal benytte, tage op til 300 tests om dagen.