20191217-141722-1-1920x1080we
'Det er både en anerkendelse til vores medarbejdere men også for at få gang i hjulene i byen, hvad end det er restaurations- eller kulturlivet, man vælger'. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kommune giver 20.000 ansatte corona-gave

18. nov 2020, 14:00
I Aarhus kan godt 20.000 kommunalt ansatte glæde sig over, at en særlig corona-gave er på vej til dem. En gave, der skal styrke kultur- og restaurationslivet.

Der venter en særlig corona-gave under juletræet for godt 20.000 kommunalt ansatte i Aarhus Kommune.

Kommunen har nemlig valgt, i modsætning til normalt, at give de ansatte en julegave i år. Og det er ikke en hvilken som helst gave.

Gaven, i form af et gavekort, er øremærket kultur- og restaurationsbranchen med målet om at styrke og stimulere en branche, som har lidt hårdt under coronakrisens afledte nedlukning af landet. Det skriver Jyllands-Posten.

LÆS OGSÅ: Minkbranchen var allerede vingeskudt før masseaflivning: Rammer et begrænset antal danske job

Samtidig fungerer gaven som en anerkendelse af de kommunalt ansattes indsats under krisen, der har krævet lidt ekstra af alle.

- Det er både en anerkendelse til vores medarbejdere men også for at få gang i hjulene i byen, hvad end det er restaurations- eller kulturlivet, man vælger, siger borgmester i Aarhus, Jacob Bundsgaard (S) til Jyllands-Posten.

Han forklarer til mediet, at finansieringen kommer fra kommunens 'fælleskasse', hvor man har fundet penge til den samlede 'coronaøkonomi'.

En stor hjælp

Ifølge Jakob Beck Wätjen, der er hotelchef i Silkeborg og formand for brancheorganisationen Horesta i Midtjylland, er årets julegave kærkommen og til stor hjælp for en branche i knæ.

- Det er en positiv tanke. Vi er da glade for, at kommunen gerne vil understøtte vores branche på den her måde, fordi vi er hårdt ramt med manglende omsætning grundet de nye restriktioner, siger han til Jyllands-Posten.

Ifølge mediet skal gaverkortet bruges inden for Aarhus Kommune.

Aarhus Kommune er ikke den eneste kommune, der belønner medarbejdere med en ekstra gave i år. Også Tårnby Kommune vælger i år at takke medarbejderne med et gavekort på 300 kroner.

Ser man mere bredt på gavetendenserne i år, så kan medarbejdere generelt se frem til større julegaver i år. Hos en af landets største leverandører af firmajulegaver, Gavefabrikken, meldes der om 10-15 procent dyrere julegaver i år sammenlignet med de seneste år.

LÆS OGSÅ: Kun halvdelen af overenskomst-milliard til efteruddannelse er brugt på formålet: 'Vi har selvfølgelig et ansvar'