Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Kommunal selvkontrol i ældreplejen møder kritik

27. jul, 06:42
Kommunernes eget tilsyn ser mere positivt på forhold i ældreplejen, end statens uvildige tilsyn gør.

Kommunernes eget tilsyn ser mere positivt på forhold i ældreplejen, end det uvildige og uafhængige statslige ældretilsyn under Styrelsen for Patientsikkerhed gør.

Det viser en undersøgelse, som Jyllands-Posten har foretaget.

I seks af ni aktuelle sager, hvor styrelsen opretholder et påbud over for en kommunal plejeenhed, har kommunens tilsyn bedømt forholdene det samme sted som så fine, at det på fødevareområdet ville svare til en glad smiley, skriver Jyllands-Posten.

Tallene illustrerer ifølge kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, at det er et problem at lade kommunerne undersøge sig selv.

- Så er der en oplagt fare for, at man bliver for venlig, eller at kontrollen bliver for dårlig, siger han til Jyllands-Posten.

Dansk Erhverv (DE) ønsker tilsynet fjernet fra kommunerne, siger Troels Yde Toftdahl, der er velfærdspolitisk fagchef i DE.

- Tallene rejser spørgsmålet om, hvorvidt vi kan stole på kommunetilsynenes uafhængighed, når vi ser så store diskrepanser, siger han til avisen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) vil kigge på hele ældreområdet. Og han vil bede kommuneforeningen KL og Styrelsen for Patientsikkerhed om at kortlægge, hvor udbredte problemerne er.

- Det er foruroligende, at vi i dag har et system, hvor der ikke er større sammenhæng mellem de kommunale og nationale tilsyn, siger han i et mailsvar til Jyllands-Posten.

Han tilføjer, at man kan overveje at styrke tilsynet.

Helle Linnet, der er formand for Socialchefforeningen, der har til formål at samle kommunale chefer på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, er overrasket over tallene.

Hun mener, at de kommunale tilsyn generelt er gode og grundige.

- Så det giver da anledning til, at vi må skærpe blikket på det, siger hun til avisen.

/ritzau/