Arkivfoto fra Retten i Sønderborg. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Kommunal chef dømt: - Min verden brød sammen

29. okt 2019
Regningerne blev sendt til hans egen arbejdsplads i kommunen, hvorefter han selv godkendte betalingerne.

Sønderborg Kommune er omdrejningspunktet for en sag om mandatsvig, hvor en kommunalt ansat leder mandag blev dømt for at have misbrugt sin stilling til at få kommunen til at betale for reparation af sine egne luksusbiler for i alt 82.000 kr. Det drejer sig om en BMW, en Mercedes og hans datters Volkswagen, skriver JydskeVestkysten. 

LÆS OGSÅ: Drama i Britta Nielsen-sagen

Manden var leder i en afdeling, der rådede over en flåde af køretøjer. Svindelen foregik ved, at han fik Mercedes-værkstedet Bent Pedersen A/S i Glansager til at ændre registreringsnumrene på fakturaerne. Herefter godkendte han selv som budgetansvarlig betalingen af regningerne.   

Den kommunale chef nægtede sig skyldig, men fik en dom på fire måneders betinget fængsel med en prøvetid på to år.

- Jeg har ligget søvnløs over det her. Min verden brød fuldstændig sammen. Jeg kan stadig ikke forstå, hvordan det er gået til, sagde den 61-årige mand i retten ifølge JydskeVestkysten. 

Han kan nu se frem til 100 timers samfundstjeneste og blev i samme omgang pålagt at betale de 82.000 kr. tilbage til Bent Pedersen A/S, som indtil videre har dækket kommunes tab ved svindelnummeret. Det var nemlig en intern undersøgelse hos virksomheden i kølvandet på et tip fra en værkfører, der ledte til sagens opklaring.

Værkstedet tog efterfølgende kontakt til Sønderborg Kommune, hvorefter den 61-årige leder blev bortvist fra sin arbejdsplads. Flere medarbejdere hos Bent Pedersen afgav deres forklaring i retten. Og ved den lejlighed kom det blandt andet frem, at en værkfører tog kontakt til sin overordnede hos virksomheden, fordi han var i tvivl om fremgangsmåden.  

- Han kom jo med mange biler. Det var en stor kunde, så når man ved, der er pres på, så gør man det. Det er jo ikke mit bord, om han har en aftale med sin arbejdsgiver, sagde en af værkførerne i retten.

Ingen af de ansatte hos Bent Pedersen A/S har været sigtet eller er dømt i sagen.