Kom godt i gang på dit nye job

16. sep 2009
Skal du spille supermand eller tie stille på møderne første dag på jobbet? Få otte gode råd om hvordan du kommer bedst i gang på dit nye job.

Når du er færdig med at juble over underskriften på din kontrakt, så kommer sommerfuglene i maven snigende.

For lige meget om du er nyuddannet eller har flere års erfaring, så vil et nyt job altid være at starte på bar bund.

"Du skal lære både kulturen på din nye arbejdsplads og så alt det praktiske. Det er jo helt banale ting som at finde kantinen, du skal have hjælp til i begyndelsen. Det kan godt være svært, siger arbejdspsykolog Lene Bech Hilsberg, rådgivningsvirksomheden ALECTIA.

Se hvordan du får den bedste start på din nye arbejdsplads:


1. Være interesseret og opmærksom.
Vær åben og følg med. Lyt efter hvad de andre taler om og spørg ind, hvis en kollega taler med en anden om en arbejdsopgave. Vis at du er interesseret i, hvad der foregår på arbejdspladsen, også på det uformelle plan.

2. Hold øjnene åbne.
Hvordan agerer de andre? Råber man fra den ene ende af kontoret til den anden? Afbryder man på møderne? Skiftes man til at hente kaffe?

3. Husk, at de andre ikke ved, hvad du kan.
Så det er ikke sikkert du bliver spurgt, selvom du er dygtig. Når der kommer opgaver op, som du har erfaring med, så meld dig selv på banen og fortæl, hvad du kan bidrage med.

4. Anerkend dine nye kolleger for det, de kan.
Sæt dig ind i hvordan de andre plejer at løse opgaverne.  Men fortæl, hvis du kender en anden måde at gøre tingene på, og tror den kan bruges her. Det bedste er at få det optimale ud af jeres samlede viden og erfaringer.

5. Deltag i sociale arrangementer.
Det er godt at lære de andre at kende på en anden måde. Hvis du arbejder i en stor virksomhed er det også rart at få sat navne på kolleger fra andre afdelinger.

Men hvis du ikke har lyst til sociale arrangementer, og det betyder meget for dig at holde arbejde og privatliv adskilt, er det bedre at respektere det og blive hjemme.

6. Erkend du ikke kan alt fra første dag.
Meld ud hvor hurtigt du kan arbejde - både i forhold til fysisk styrke, faglige færdigheder. Har du fysisk arbejde, er det også vigtigt for din egen sikkerhed. Mange kommer til skade, når de lige er begyndt på en ny arbejdsplads.

7. Selvom du har fået god instruktion i arbejdet, så spørg!
Spørg både ledelsen og dine kolleger. Det er vigtigt, du ved, hvordan du løser opgaven sikkert og forsvarligt, og det er heller ikke nogen fordel for dig, hvis du når at lave en masse arbejde, der bare skal gøres om.

8. Sig fra.
Mange, især nyuddannede, finder sig i farlige maskiner eller skadeligt arbejdsmiljø, fordi de tror, det bare er sådan, man gør. Og det er dem, der er noget i vejen med.

Det kan være meget svært og kan koste dig jobbet, men hvis du generelt føler dig utryg ved dit arbejde og måske den måde, man håndterer sikkerhed på, så er det værd at overveje, om du skal lede efter en anden arbejdsplads.

Kilde: Arbejdspsykolog Lene Bech Hilsberg.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her