FØDEVAREKONTROL: Kokke amok på smileysheriffer

26. nov 2010
Politiet sættes ind mod restauratører, som overfuser fødevarekontrollører eller nægter dem adgang. De får psykologhjælp efter voldsomme episoder.

Det er en fast sikkerhedsprocedure at få assistance fra politiet, når Fødevarekontrollen skal besøge restauratør David Sejermand på Café Mozart i Århus for at kontrollere, om han gør ordentligt rent - og for at se, om der - stik i mod reglerne - stadig bliver røget cigaretter i køkkenet.

"Når de kommer her, bliver jeg smidt ud af min restaurant, fordi de er utrygge ved mig, fordi jeg siger min mening om dem. Jeg kan ikke lide dem. De er fulde af løgn," hævder David Sejermand, indehaver af Café Mozart.

Bryder regler

Han forsikrer om, at Fødevarekontrollens folk ikke har grund til at føle sig utrygge. Men han har i årevis givet dem panderynker. De mener, at han bryder både regler for god opførsel og regler for fødevaresikkerhed.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Eksemplet fra Århus er langt fra enestående.

"Der findes også i vores område virksomheder, hvor vi altid har politiet med - enten fordi ejerne nægter os adgang, eller fordi, de overfuser mine medarbejdere så meget, at de vurderer, at deres sikkerhed er i fare," siger Bjørn Wirlander, fødevarechef hos Fødevarekontrollen i Rødovre.

Han fortæller, at han har en liste med cirka 10 problematiske virksomheder, hvor han erfaringsmæssigt ved, at ejerne går over stregen.

Kun for erfarne medarbejdere

"Det er virksomheder, hvor der kan være behov for politiet, og som det udelukkende er meget erfarne medarbejdere, der besøger," siger han.

Fødevareminister Henrik Høegh (V) har godt hørt om problemerne.

"Jeg glæder mig over, at det er meget få virksomhedsejere, der opfører sig på en måde, der nødvendiggør politieskorte. De få, det drejer sig om, bør opføre sig ordentligt, hvis de vil drive fødevarevirksomhed i Danmark," siger han.

Også i Nordjylland døjer de med ejere af fødevarevirksomheder, der ikke vil finde sig i at blive kontrolleret og kritiseret, fortæller Birgitte Horn, der er fødevarechef i Aalborg.

"De fleste virksomhedsejere er fornuftige mennesker, men der er desværre også nogen, der bestemt ikke mener, vi skal ind hos dem, så må vi have politiets hjælp," siger hun.

Situationen spidser til

"Andre gang spidser situationen til under tilsynet. Så bliver vi smidt ud og må have politiets hjælp til at komme ind igen," fortæller Birgitte Horn, der også har defineret de problematiske virksomheder, som det kun er særlig udvalgte hårdføre medarbejdere, der besøger.

"Nye og uerfarne kunne jeg aldrig finde på at sende derud," siger hun.

Alligevel har der været behov for at købe et abonnement på krisehjælp til tilsynsførende, der føler, at de har været ude for noget grænseoverskridende.

Anonym psykologhjælp

"Når der har været en episode, har de mulighed for anonym psykologhjælp. Det ved jeg, at nogen har benyttet sig af," siger Birgitte Horn.

Ligesom Bjørn Wirlander og andre fødevarerchefer kontakter Birgitte Horn de aggressive ejere af fødevarevirksomheder med et budskab:

"Mit budskab er, at hvis de vil drive en fødevarevirksomhed, så opfører man sig ordentligt."

Og hendes budskab til de medarbejderne er, at de skal tale med hende, nærmeste leder, kollegaer og sikkerhedsrepræsentanten om episoderne for at få dem bearbejdet.