20201115051916688_1000
Medlemmer af den højreorienterede militsgruppe Proud Boys støder sammen med støtter af Black Lives Matter-bevægelsen under en støttedemonstration til fordel for Donald Trump i Washington D.C. Foto: Tasos Katopodis/Ritzau Scanpix

Knivstikkeri og slåskampe ved Trump-demonstration

15. nov 2020, 07:00
Person er stukket ned, og flere slåskampe er brudt ud, efter at Trump-støtter er gået på gaden i Washington.

Mindst en person er i kritisk tilstand, mens 20 personer er blevet anholdt, efter at tusindvis af Trump-tilhængere lørdag samlede sig i den amerikanske hovedstad, Washington D.C.

Det oplyser politi- og brandmyndigheder ifølge NBC News' lokalafdeling i hovedstaden natten til søndag dansk tid.

De tusindvis af Trump-støtter var mødt op for at vise deres opbakning til præsidenten og protestere mod resultatet af præsidentvalget, som de mener, at der er blevet fusket med.

Trump-tilhængerne blev i løbet af dagen mødt af grupper af moddemonstranter flere steder, og ifølge NBC News brød der om aftenen kampe ud mellem grupperne flere steder i hovedstaden.

En talsmand for brandvæsnet i Washington D.C. oplyser ifølge NBC News, at en person blev stukket ned lørdag aften lokal tid, da en slåskamp brød ud mellem to større grupper.

Personen blev efterfølgende bragt til hospitalet i kritisk tilstand.

Tjenestemænd i brandvæsnet oplyser ifølge NBC News, at slåskampen var forbundet til lørdagens protester.

Borgmesterkontoret i Washington D.C. oplyser, at 20 personer er blevet anholdt, siden protesterne begyndte lørdag middag lokal tid.

To politibetjente er desuden blevet såret. Omfanget af deres skader er ukendte.

Lørdag aften måtte kampklædt politi rykke ud til adskillige slåskampe i forbindelse med protesterne.

Trump: Medier og borgmester passer ikke arbejdet

Ifølge Trump er den venstreorienterede aktivistbevægelse Antifa skyld i urolighederne. Og den demokratiske borgmester, Muriel Bowser, er ansvarlig for ikke at have slået hårdt nok ned mod uromagerne, mener Trump.

- Den radikale venstrefløjs Antifa-udskud blev let afvist af den store Trump-demonstration, blot for at vende tilbage om aftenen, efter at 99 procent af demonstranterne var gået hjem, for at angribe ældre og familier. Politiet kom, men for sent. Borgmesteren passer ikke sit arbejde, skriver Trump på Twitter.

Ifølge NBC News var medlemmer af den højreorienterede militsgruppe Proud Boys involveret i flere af slåskampene. De skulle blandt andet være stødt sammen med tilhængere af Black Lives Matter-bevægelsen.

Præsidenten anklager desuden de amerikanske medier for ikke at dække demonstrationen tilstrækkeligt.

- Fake News-medierne har næsten ikke nævnt de titusindvis af personer, der kom til Washington D.C. og flere andre steder i landet, skriver Trump på Twitter.

- De stille medier er fjender af folket, skriver præsidenten desuden.

Trump har endnu ikke anerkendt valgnederlaget efter præsidentvalget, hvor Joe Biden har vundet 306 valgmænd mod Trumps 232.

/ritzau