Udbruddet af corona-virus i USA har sendt chokbølger gennem det amerikanske arbejdsmarked. (Arkivfoto) Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix

USA: Millioner stiller sig i køen af ledige

14. maj, 14:47
Markant flere amerikanere end ventet har meldt sig ledige ifølge økonomer. Værste krise siden 1930'erne.

Knap tre millioner amerikanere meldte sig ledige i sidste uge, oplyser USA's beskæftigelsesministerium. Helt præcist var det 2.981.000.

Det er et fald fra ugen før, hvor tallet var knap 3,2 millioner. Men det er samtidig markant flere end ventet.

Ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News var der blandt økonomer ventet 2,5 millioner nye ledige, skriver Ritzau Finans.

Dermed har i alt godt 36 millioner meldt sig ledige i løbet af de seneste otte uger, hvor udbruddet af coronavirus har ramt USA og ført til en stribe restriktioner.

Arbejdsløsheden er imidlertid ikke steget tilsvarende, da andre er kommet i beskæftigelse i samme periode, oplyser Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit.

- Tal fra forrige uge røber, at antallet af amerikanere, der i mere end en uge har modtaget understøttelse, ligger på cirka 23 millioner.

- Der skal så lægges tre millioner oveni, men det er trods alt stadig et stykke under de 36 millioner, oplyser han i en skriftlig kommentar.

Den seneste uges nytilmeldte ledige er lavere end de seneste uger, men i en historisk kontekst er antallet ekstremt højt.

- Den historiske nedtur på det amerikanske arbejdsmarked fortsætter med at sende millioner af amerikanere ud i ledighed. Vi er vidner til den værste krise siden 1930'erne, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en skriftlig kommentar.

- Amerikanerne har enorm betydning for dansk eksport. Som et af vores allerstørste eksportmarkeder og verdens største økonomi er udviklingen i USA afgørende for, hvor mange ordrer vi kan hive hjem til Danmark.

Udviklingen i antallet af nye ledige skal dog tages med et par forbehold.

De amerikanske politikere har ligesom i Danmark vedtaget en stor hjælpepakke.

Der vil derfor blandt de nye ledige være personer, som er midlertidigt sendt hjem, og som på et tidspunkt kan vende tilbage på arbejde.

Derudover har hjælpepakkerne både udvidet, hvem der kan søge arbejdsløshedsunderstøttelse, og selve beløbet.

/ritzau/