KLspids: Ok til bagatelgrænse for dummebøder

22. dec 2013, 04:00
Et eller andet sted er der jo en bagatelgrænse for, hvornår vi skal sanktionere, erkender Aarhusborgmester Jacob Bundsgaard forud for indførelse af skrappere sanktionsregler mod arbejdsløse på kontanthjælp.

Fra nytår får jobcentrene ekstra nitter i den stålhandske, som rammer arbejdsløse på kontanthjælp, som skulker fra aktivering eller glemmer et møde på jobcentret.

Men samtidig åbner formanden for arbejdsmarkedsudvalget i Kommunernes Landsforening (KL) op for at hæve bagatelgrænsen for såkaldte rådighedssanktioner.

"Tingene skal selvfølgelig være i orden, og man må sørge for, at det kører efter bogen. Men et eller andet sted er der jo en bagatelgrænse for, hvornår vi skal sanktionere," siger Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).

43.000 i skudlinjen efter nytår

Arbejdsløse kan blive trukket i kontanthjælp, hvis de gør sig skyldige i såkaldt 'selvforskyldt ledighed'. Det kan for eksempel ske, hvis man ikke dukker op til et møde, udebliver fra et cv-kursus eller afviser et jobtilbud eller en form for aktivering.

Som Avisen.dk skriver i dag, skærpes sanktionsreglerne, når kontanthjælpsreformen træder i kraft efter nytår. Det betyder, at 43.000 ledige lettere løber ind i en såkaldt 'dummebøde', hvis de træder ved siden af jobcentrets regler.

Allerede i dag sanktionerer jobcentrene i gennemsnit 28 procent, mens enkelte kommuner har straffet over halvdelen af de ledige i løbet af det seneste år.

Men overordnet bakker Jacob Bundsgaard op om skrappere sanktioner.

"Sanktioner er helt afgørende. Det er jo samfundets måde at vise på, at vi insisterer på, at alle skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Og hvis man ikke står til rådighed, er der en konsekvens," siger han.

Reform rundt om hjørnet

Ifølge KL bør sanktioner over for ledige spille en central rolle i den reform af beskæftigelsessystemet, som regeringen ventes at tage hul på til næste år.

Jacob Bundsgaard anerkender dog, at der i forbindelse med reformen kan være grund til at diskutere nogen af de forseelser, som i dag udløser sanktioner.

For eksempel bliver ledige i dag automatisk trukket i kontanthjælp, hvis de 'glemmer at trykke på knappen', når de tjekker hjemmesiden 'Jobnet' for relevante stillingsopslag.

"Dybest set skal det her strikkes sammen på en måde, så vi underbygger intentionen om, at man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Og alle de initiativer, man tager, skal være med til at bringe den ledige tættere på arbejdsmarkedet. Og der kan man jo godt diskutere, om det også indebærer, hvis man har glemt at sætte kryds i et eller andet felt," siger Jacob Bundsgaard.