Klogere end sit jobcenter: De sagde bare nej

21. jan 2013, 13:10
Pernille Hjort måtte insistere på ret til akutjob, da hun havde brugt sine dagpenge. Tre jobkonsulenter fik reglerne galt i halsen.

Nogle gange betaler det sig at være udstyret med en sund skepsis, når man som arbejdsløs tropper op på kommunens jobcenter.

Det er Pernille Hjort fra Hillerød bevis på.

Den 48-årige laborant har været arbejdsløs i to år, og løb tør for dagpenge, da champagnepropperne sprang nytårsaften.

Dermed røg hun også ud af akut-jobordningen, og er afskåret fra at friste arbejdsgivere med en 25.000 kroners bonus, hvis de ansætter hende.

Sådan lød beskeden fra jobcentret, da Pernille Hjort indfandt sig til møde om sin nye situation som kontanthjælpsmodtager.

"Nej. Du hører nu under kontanthjælpsloven, og en eventuel arbejdsgiver kan derfor ikke få akutjob-tilskud ved at ansætte dig," forklarede sagsbehandleren ifølge Pernille Hjort.

Men det er forkert. Pernille Hjort er også omfattet af akutjob-ordningen, selv om hun har skiftet status fra 'udfaldstruet' til 'udfaldsramt'.

Syv ud af otte svarer forkert

Det er ikke kun Hillerød jobcenter, der får reglerne galt i halsen. Syv ud af otte tilfældigt udvalgte jobcentre oplyser fejlagtigt, at akutjob-ordningen kun gælder for dem, der stadig modtager dagpenge.

Heldigvis er Pernille Hjort godt inde i reglerne.

Hendes sagsbehandler stod fast på, at akutjob kun er for dagpengemodtagere.

Det samme gjorde to andre sagsbehandlerne, som blev tilkaldt for at afklare spørgsmålet, da Pernille Hjort insisterede på sin fortsatte ret til akutjob.

"Jeg holdt på mit. Først da den person, der skulle forestille at være ekspert i akutjob, ringede til sin chef, fandt de ud af, at jeg havde ret," siger hun.

"Det er da helt galt"

Pernille Hjort fik en undskyldning, men var så fortørnet over oplevelsen, at hun gik hjem og ringede til tre andre jobcentre.

Både jobcentret i Helsingør og Ringsted svarede ifølge Pernille Hjort lodret forkert. Kun Vejle jobcenter kendte det korrekte svar.

"Hele Mette Frederiksens redningspakke går jo ud på, at en virksomhed kan få 25.000 kroner i bonus, hvis de ansætter sådan en som mig. Derfor er det da helt galt, hvis andre ledige i min situation også får det forkerte svar på deres jobcenter," siger hun.

Avisen.dk har efter Pernille Hjorts oplevelse ringet til fire andre tilfældige jobcentre. Alle fire oplyser fejlagtigt, at virksomheder ikke kan få akutbonus ved at ansætte en person, der har opbrugt dagpengeretten.

Jobcenter: Ingen forvirring her

Pernille Hjort har selv lige haft et vikariat i en virksomhed. Her lokkede hun chefen med, at de kunne få tilskud, hvis der opstod en fast stilling - også efter nytår, hvor hun løb tør for dagpenge.

"Men hvis jeg havde taget jobcentrets ord for gode varer, ville jeg jo ikke kunne bruge det som argument. Så i yderste konsekvens kunne den forkerte information koste mig muligheden for et fast job," siger hun.

Hillerød jobcenter vil ikke kommentere den konkrete sag.

Jobcenterchef Stine Hollendsted afviser dog, at der hersker forvirring blandt personalet omkring reglerne for akutjob-ordningen.

"Det er ikke min oplevelse, at borgere går herfra med forkerte oplysninger. Det kan ske, at den enkelte medarbejder ikke kan svare. Men så vender vi spørgsmålet med en af vores specialister og vil i langt de fleste tilfælde være i stand til at finde det korrekte svar," siger hun.