Listen over uappetitlige fund var lang, da Fødevarestyrelsen den 23. maj aflagde et uanmeldt kontrolbesøg i kantinekøkkenet på Københavns Universitets Biocenter.

LÆS OGSÅ: Kvinde ville hæve penge: Slog straks alarm, da bankdøren gik op

Her bespises dagligt forskere og studerende med indgående kendskab til bakterier og andre former for levende organismer. Og dem fandt Fødevarestyrelsen mere end rigeligt af.

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Det viste sig, at kantinens køkken var så uhumsk, at Fødevarestyrelsen efterfølgende har politianmeldt kantineoperatøren, skriver TV 2 Lorry.

I kontrolrapporten kan man blandt andet læse, at vægge i hele køkkenet og opvaskeområdet havde belægninger af snavs, der kunne kradses af, og at der fløj flere fluer rundt oppe under loftet.

Vægge bag ovne fremstod med belægninger af støv, og det samme gjorde ventilationen over buffetområde. Der blev også fundet røde belægninger af snavs i opvaskemaskinen og formodet grøn og hvid skimmelsvamp i to kølerum - for blot at nævne nogle af fundene.

Ifølge kontrolrapporten undskyldte kantinevirksomheden sig med, at de havde været lavt bemandet, men ville hente flere folk ind og gøre rent.

Da TV 2 Lorry kontakter Henrik Zobbe, som er fakultetsdirektør på Det Naturvidenskabelige Fakultet under Københavns Universitet, er han endnu ikke bekendt med Fødevarestyrelsens seneste tilsyn og politianmeldelsen.

Men efter at have læst kontrolrapport har fakultetsdirektøren omgående bedt om en redegørelse fra firmaet Chartwells, der står for driften af fakultetets kantiner.

- Det duer ikke. Når man læser det, tyder det på, at det er noget, der har stået på i lang tid. Så vidt jeg kan forstå på dem, er det især det her med fluerne, der udløser politianmeldelsen. Det er jo også klamt og helt på sin plads, siger Henrik Zobbe.

Han fortæller, at Chartwells har oplyst ham, at sagen har fået personalemæssige konsekvenser.

- Som jeg kan se i deres redegørelse, har de håndteret det prompte. De har blandt andet afskediget køkkenchefen og sat gang i en hovedrengøring med det samme, siger Henrik Zobbe.

Det fandt Fødevarestyrelsen ifølge kontrolrapporten

"Vægge bag ovne fremstår med belægninger af støv."

"Vægge i hele produktionsområde og opvaskeområde fremstår med belægninger af snavs, der kan kradses af, bl.a. ses der sorte ansamlinger under borde ved opvaskevask." 

"Håndvask ved opvaskeområde fremstår med støv og snavs."

"Ventilation over buffetområde fremstår med ansamlinger af støv."

"Lofter i produktionsområde fremstår med flere fluer, disse hovedsageligt ved indgang til køkken og omkring opvaskeområde."

"Under opvaskemaskine ses ansamlinger af ældre snavs. I opvaskemaskine ses ansaminger af røde belægninger af snavs på de ophængte adskillelsesgardiner."

"I to kølerum i kælder ses enkelte steder ansamlinger af formodet grøn og hvid skimmel. Ved gulv i to kølerum ses sorte ansamlinger af snavs."

"I fryserum ses ansamlinger af madrester langs vægge."

Han oplyser endvidere, at Chartwells har tjekket alle de andre kantiner på fakultetet efter i sømmene. De konstaterer, at der ikke her er de samme problemer.

TV 2 Lorry har rettet henvendelse til virksomheden Compass Group, som ejer Chartwells og har lidt over 2.500 medarbejdere på landsplan. Her svarer driftsdirektør Sanne Drescher, at politianmeldelsen er helt på sin plads.

"Rengøringen har ikke være tilfredsstillende, og det skyldes indiskutabelt, at der ikke er blevet gjort godt nok rent. Det burde vi selv have haft registreret, og Fødevarestyrelsen gør det helt rigtige ved at eskalere, da det tidligere har været anført i tilsynsrapporten," skriver hun i en mail.

Hun skriver endvidere, at man har valgt at fyre køkkenchefen, da vedkommende ikke har levet op til sit ansvar på trods af tidligere påtaler.

"Derudover har vi ændret næste sikkerhedsled ved at den nye køkkenchef har fået reference til en ny Site Manager, som var i vores firma i forvejen," svarer driftsdirektøren.

Hvordan kan I garantere for hygiejnen i alle de andre kantiner, I driver på fakultetet?

"Vi kan stå 100 procent inde for hygiejnen på alle enheder – ikke bare på fakultetet, men også i resten af virksomheden. Vi har fungerende processer og har flere Elite Smileys og nært forestående Elite Smileys på KU Science (Det Naturvidenskabelige Fakultet, red,).

"Vi anerkender dog, at det er mennesker, vi har med at gøre, og har øget mængden af interne kontroller i flere led," svarer Sanne Drescher.

Fakultetsdirektør Henrik Zobbe oplyser, at Chartwells kontrakt med Det Naturvidenskabelige Fakultet udløber til næste år.

- Vi skal have en ny kantineudbyder ind fra den første februar, og vi er allerede nu begyndt at lave et kontraktudbud. Så det er slet ikke sikkert, at de kommer til at fortsætte med at stå for driften. De er selvfølgelig velkomne til at byde på det, men der er også en masse kriterier, de skal leve op til, siger han.