Kirsten om vikarliv: En skærebrænder i maven

24. feb 2014, 11:30
Jordemoder Kirsten Overballe måtte for fire år siden skifte sin faste tilknytning på Frederiksberg fødegang ud med skiftende vikararbejde og økonomisk usikkerhed. Arbejdslivet blev et stort, uoverskueligt puslespil, og Kirsten Overballe mærkede stress på egen krop.

I perioder vågner Kirsten Overballe flere gange om ugen midt om natten. Det føles som om, hun har en skærebrænder i maven. Hele hendes system snører sig sammen.

Hun er nødt til at stå op for at snakke lidt med katten, læse, lave vejrtrækningsøvelser og "genfinde jordforbindelsen", som hun forklarer det.

Et par timer senere kan hun gå tilbage i seng.

”Det er en forstyrrende følelse at have den knude i maven, som jeg skal få til at slappe af,” siger Kirsten Overballe.

Hun er én af mange tusinde danskere, der har stress inde på livet. Hun har været jordemoder siden 1997, først fuldtid på Hvidovre fødeklinik til 2005, efterfølgende på Frederiksberg.

Arbejdslivet blev et puslespil

I 2010 forsvinder hendes faste arbejdsplads, da Frederiksberg og Rigshospitalet fusionerer. Det blev starten på et nyt og stressfyldt kapitel i hendes arbejdsliv.

Hun søgte arbejde mange forskellige steder og var i en periode timelønnet på Gentofte fødegang og tilknyttet to vikarbureauer. Samtidig tog hun vagter på et barselshotel og på fødesteder i Norge.

”Hele mit liv blev et puslespil. Jeg skulle hele tiden prøve at få tingene til at gå op i en højere enhed, og det var en helvedes periode, hvor arbejdet var meget svingende,” fortæller Kirsten Overballe.

Hun oplevede stressen som søvnbesvær, hovedpine og en kort lune over for venner og familie.

”Jeg skal hele tiden genopfinde mig selv på arbejdsmarkedet, fordi jeg ikke har en fast base og et fast job. Det er enormt frustrerende,” siger hun.

I dag kan hun se, at den hårde periode også påvirkede hendes familie. Hun var ikke nærværende over for sin dengang 10-årige søn, der i samme periode også fik stresssymptomer.

De faste kollegaer forsvandt

De forskellige vikarjob betyder, at Kirsten Overballe mistede den kollegiale støtte, hun var vant til. Da en garvet jordemorkollega oplever, at en fødende mister sit barn under fødslen rammer det med fuld styrke.

”Hvem skulle være der, hvis det var sket for mig? Min faste base af kollegaer fra Frederiksberg er der ikke til at støtte op. Nu er jeg helt alene og hænger bare for mig selv,” fortæller hun.

I dag arbejder Kirsten Overballe stadig som vikar, men har uddannet sig som ManuVision-behandler og er i gang med at blive psykoterapeut. Og når skærebrænderen kommer tilbage, forsøger hun at dulme den ved ikke at spekulere på fremtiden.

”Så tænker jeg for eksempel kun én time frem af gangen, eller at jeg nu bare skal have en kop the. For hvis jeg bruger for meget tid på at fokusere på alle de store ting, som jeg alligevel ikke kan styre, så stresser det mig,” siger Kirsten Overballe.