På grund af situationen bliver alle sportsarrangementer udsat, og der er lukket ned for dele af turismen. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Bydel i alarmberedskab: Frygter anden bølge

13. jun, 08:25
Ifølge Reuters er flere personer fra et marked i Beijing blevet testet positive for coronavirus.

Et område i den kinesiske hovedstad, Beijing, er lørdag gået i en form for alarmberedskab efter opdagelsen af flere nye tilfælde af coronasmitte.

På grund af situationen bliver alle sportsarrangementer udsat, og der er lukket ned for dele af turismen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er flere skoler og børnehaver i området også blevet lukket som følge af situationen.

Opdagelsen af de nye tilfælde af coronasmittede er blevet gjort på Xinfadi-markedet i Beijing, hvor der bliver handlet med fødevarer.

Her er 45 ud af 517 personer blevet testet positive for coronavirus, skriver Reuters.

Ifølge Chu Junwei, en talsperson fra den berørte bydel i Beijing, viste ingen af de 45 smittede symptomer på coronavirus.

De 45 positive coronatest følger, efter at der allerede fredag var flere personer fra samme marked i Beijing, som var blevet testet positive for virusset.

De kinesiske myndigheder planlægger at teste mere end 10.000 personer, som har været på Xinfadi-markedet, for at finde ud af, om flere har fået virusset.

Reuters skriver, at der er bekymring for en anden bølge af coronaepidemien, som indtil videre har smittet mere end 7,6 millioner mennesker verden over.

Dertil er mere end 420.000 personer døde, efter at de var blevet smittet med virusset.

Coronavirusset blev først opdaget i december sidste år på et marked i den kinesiske millionby Wuhan. Også på dette marked blev der handlet med fødevarer.

Hvordan virusset er begyndt at smitte mennesker, er der fortsat usikkerhed om. Der har før været mistanke om, at smitten kan komme fra flagermus, som er blevet spist af slanger og derefter er solgt på det kinesiske marked.

/ritzau/