FOKUS: APPLES SKYGGESIDE: Kinesere går til sulteløn for din iPhone

11. mar 2011
Ny rapport slår fast, at Apple er blandt de værste elektronikproducenter, når det gælder arbejdsforhold på kinesiske fabrikker.

Alene sidste år kastede 18 fabriksarbejdere sig i døden fra bygningerne ved de enorme Foxconn-fabrikker i Kinas Shenzen-provins.

Og for en uge siden mødte Apple igen kritik, da det kom frem, at 137 ansatte var blevet syge, efter de på en fabrik havde renset Apple-skærme med det giftige stof Hexan.

Enorme fabrikker

Selvom din mobiltelefon, mp3-afspiller eller spillekonsol er beklædt med Apple og Sonys flotte glinsende bogstaver, er der stor sandsynlighed for, de bliver fremstillet under skadelige forhold på disse enorme fabrikker i Kina.

En ny rapport fra den europæiske organisation makeITfair fortæller om elendige forhold på fabrikkerne, som leverer til de store elektronikgiganter Apple, Motorola, Philips og Sony. Fabrikker hvoraf de største har flere hundredetusinde ansatte.

Intet svar

Rapporten beretter om selvmordsforsøg, eksempler på ekstrem overarbejde, ussel løn og udbredt brug af unge - såkaldte praktikanter - som der stilles færre lovmæssige krav til.

"I vores undersøgelse af fabrikkerne, kan det være svært at få korrekte oplysninger fra dem, som driver fabrikkerne. Derfor har vi også henvendt os til de store producenter, for at høre om de havde indvendinger. Her er Apple den eneste producent, som ikke har svaret på vores henvendelse. De har end ikke givet os en begrundelse," forklarer Päivi Pöyhönen, talsmand for makeITfair.

MakeITfairs rapport er endnu et skår i firmaets omdømme. I løbet af det sidste år, har Apples leverandørfabrikker været scener for en række grimme episoder.

"Det er vigtigt, at virksomheder som Apple sikrer, at de ansatte bliver uddannede til et bedre arbejdsmiljø og får at vide, hvad deres rettigheder er. Men uddannelse skal også suppleres med egen kontrol, og andre parter skal have adgang til at se nærmere på fabrikkerne og tjekke forholdene," siger adjunkt og Ph.D Anne Roepstorff fra Copenhagen Business School.

Ingen adgang

I flere år har hun forsket i virksomheders sociale ansvar, og hendes erfaring er, at uvildige evalueringer og oplysning om ansattes rettigheder, er den eneste vej til bedre arbejdsforhold på kæmpefabrikkerne.

I forbindelse med researchen til makeITfair's rapport, kunne man ikke få adgang til fabrikkerne, men måtte interviewe arbejdere udenfor arbejdspladsen.

Selv gennemfører Apple undersøgelser af arbejdsforholdene indenfor dørene hos leverandørerne i Kina.

I en rapport fra Apple kan man blandt andet læse, at fabrikkerne, efter de rapporterede selvmord, både havde hyret en stor mængde psykologer til at hjælpe ansatte med krisebehandling, samt hængt net op mellem boligbygningerne for at forhindre flere selvmord.

Tænk dig om

Rasmus Kjeldahl, direktør i Forbrugerrådet, har læst makeITfairs rapport, og han er ikke imponeret over Apple:

"Når man tænker på, hvor forsvindende lidt det koster at give sine ansatte bare nogenlunde gode forhold, så forstår jeg ikke, hvorfor Apple ikke betaler den pris. Resultaterne i denne rapport vil forhåbentlig påvirke forbrugerne til at tænke sig om en ekstra gang, næste gang de køber elektronik."

Løsningen på problemet er ikke enkel, siger direktøren.

"Jeg tror ikke, man kan gøre meget med lovgivning på dette område. Faktisk er de kinesiske regler for arbejdsforhold ganske udemærkede. Problemet er bare, at de regler overhovedet ikke bliver overholdt."

I stedet mener Rasmus Kjeldahl, at det er forbrugerne, som skal presse Apple.

Hvem er MakeITfair?
  • MakeITfair er et europæisk organisationssamarbejde med målet at øge bevidstheden om arbejdsforhold i produktionen af elektroniske produkter.
  • MakeITfair er funderet i den hollandske organisation SOMO (Centre for Research on MultinationalCorporations). De samarbejder med organisationerne FinnWatch, DanWatch, SwedWatch, FairTrade Center, Pro Ethical Trade Finland, Association of Conscious Consumers, CSRSC, WAC, ACIDH og Cividep.