En kinesisk forsker studerer en væske, der indeholder celler fra en abes nyre. Det indgår i forsøget på at udvikle en vaccine mod coronavirus på Sinovac Biotechs laboratorier i Beijing. Det er et kinesisk selskab, der har ekspertise i at udvikle vacciner. Foto: Nicolas Asfouri/Ritzau Scanpix

Kina lover at gøre coronavaccine til et fælles gode

18. maj 2020, 16:59
Billig og tilgængelig vaccine skal være Kinas bidrag til at bekæmpe coronavirus, siger Xi Jinping på WHO-møde.

Kinas præsident, Xi Jinping, lover på et møde i Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at enhver vaccine mod coronavirus, som hans land udvikler, vil blive gjort til et "globalt offentligt gode", så alle kan få gavn af den.

Kina har fem fremskredne forsøg i gang med en vaccine. Også i USA og Europa arbejdes der intenst på at udvikle en vaccine.

Over 315.000 mennesker verden over er døde af coronasygdommen Covid-19.

- Efter at forskerarbejdet og udviklingen af Kinas vaccine mod coronavirus er fuldendt og bragt i anvendelse, så vil det blive gjort til et globalt offentligt gode, siger Xi på mødet, der holdes som en videokonference.

Det vil være Kinas bidrag til at sikre let adgang til en billig vaccine, også i ulandene, påpeger Xi.

Eksperter siger, at det vil tage mindst 12 til 18 måneder at udvikle en effektiv vaccine. Men det kan også tage længere tid.

Xi lover på det globale WHO-møde, at Kina over de næste to år vil afsætte to milliarder dollar til på verdensplan at bekæmpe Covid-19.

/ritzau/AFP