Kina optrapper arrestationer

27. jul 2008
Mindre end to uger før De Olympiske Lege skydes i gang, optrapper Kina sin jagt på kritikere, advokater og intellektuelle, som enten bliver arresteret, tilbageholdt eller udvist af Beijing.

Det idelologiske oprydningsarbejde har længe været i gang Kina, men nu, hvor der er mindre end to uger til OL, intensiverer de kinesiske myndigheder sit arbejde med at holde systemkritere væk fra legene og dermed hele verdens bevågenhed. Kritkere, advokater og intellektuelle arresteres, tilbageholdes eller udvises af Beijing, skriver Jyllands-Posten. 

Arrestationerne sker på trods af, at Kina har lovet at ville forbedre sig hvad angår de kinesiske borgeres menneskerettigheder, som ofte har været under kritik.

Uofficielle arresthuse

Dusinvis af intellektuelle, aktivister og menneskeretsadvokater er alligevel blevet jagtet op til OL. De er enten blevet arresteret eller sidder tilbageholdt i uofficielle arresthuse. Andre har fået udgangsforbud, mens nogle har fået ordre på at forlade Beijing, indtil legene er forbi. Alt sammen fordi de kinesiske myndigheder ikke vil acceptere forstyrrelser under OL.

- Politiet har fortalt mig, at jeg udgør en sikkerhedsrisiko for de olympiske lege, og at jeg ikke kommer hjem, før de er forbi, siger Wang Guilan, en kvindelig aktivist fra Kinas centrale Hubei-provins, til Jyllands-Posten.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Kvinden, der dermed må gå glip af sin datters bryllup, befinder sig i en landsby 20 minutters kørsel fra sit hjem i et af de uofficielle arresthuse, som i Kina kaldes 'sorte fængsler'.

Også andre, som Jyllands-Posten har været i kontakt med, kan fortælle lignende oplevelser.

Ekstra censur og overvågning

Menneskeretsorganisationer vurderer, at den seneste bølge af arrestationer og ulovlige tilbageholdelser er en direkte følge af de olympiske lege.

- Vi har modtaget mange informationer om ekstra censur og overvågning af såkaldte ballademagere for at forhindre, at de skal tage til Beijing. Det sker over hele landet, siger Wang Songlian fra organisationen China Human Rights Defenders i Hong Kong, til Jyllands-Posten. 

- De siger det direkte til de anholdte: Vi bliver nødt til at tilbageholde dig, så du ikke kan tage til OL. Vi vil ikke have dig der.

faktaboks