Kim Larsen følger rygeloven

18. okt 2008
Foreløbig har Kim Larsen spillet 10 koncerter på sin Danmarksturné uden at ryge, fortæller hans manager.

Den meget omtalte strid om, hvorvidt sangeren Kim Larsen må ryge eller ej på scenen under sine koncerter, er måske en storm i en pakke cigaretter.

Kim Larsen vil nemlig ikke ryge på scenen, når han kommer forbi Frederikshavn og Aalborg på sin Danmarks-turné. P4 Nordjylland oplyser, at sangeren har tænkt sig at overholde rygeloven.

Debatten er opstået, efter direktøren for Musikhuset i Esbjerg har sagt, at han vil lade Kim Larsen ryge på scenen under koncerterne i Esbjerg, da han opfatter sangerens cigaretter som en slags rekvisit. Det har fået Arbejdstilsynet til at meddele, at rygeloven gælder for alle.

Ifølge manager Jørn Jeppesen er Kim Larsen selv temmelig forundret over debatten.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Indtil videre har han spillet omkring ti koncerter på denne her turné, og han har ikke røget under en eneste af dem. Så når jeg taler med ham om hele debatten, veksler vi jo nærmest mellem at grine og græde," siger Jørn Jeppesen til P4.

Også direktøren for Arena Nord i Frederikshavn, Claus Pedersen, undrer sig. Allerede for tre uger siden fik han at vide, at Kim Larsen vil overholde stedets rygelov.

-Newspaq

faktaboks