Kendt tvvært fyret: Flipper ud på Facebook

13. jun 2013
Den kendte amerikanske tvvært Howie Schwab er fyret fra stationen ESPN. Det har ført en vred statusopdatering på Facebook med sig.

Den amerikanske tv-personlighed Howie Schwab er blevet fyret fra stationen ESPN som følge af nedskæringer.

Det er han stærkt utilfreds med, giver han udtryk for på Facebook, skriver BusinessInsider.com.

”Efter 26 år hos ESPN er jeg ekstremt skuffet over nu at skulle sige farvel. Jeg har været stolt over virksomheden og min indsats gennem årene. Jeg har været loyal, udvist respekt for andre, samarbejdet med en række velgørenhedsorganisationer og repræsenteret virksomheden godt.”

”Jeg har altid gjort, hvad der blev forlangt af mig og mere til. Hvad får jeg så retur i dag… beskeden om, at jeg er fyret. Det eneste, der betød noget, var min hyre, som efter min opfattelse var den eneste grund til, at jeg mistede jobbet,” lyder det.

Howie Schwab har blandt andet været vært på quizprogrammet ”Stump the Schwab”.

Kilde: BusinessInsider.com