Den danske skuespiller Berrit Sidse Kvorning er død, 69 år gammel.

Det oplyser hendes familie i en mail til Ritzau.

- Det er med stor sorg, at vi må fortælle, at vores mor og kæreste, Berrit Sidse Kvorning er død efter lang tids sygdom. Hun blev født 14. september 1949 og ville til september være fyldt 70 år. Hun sov ind i sit hjem i København omgivet af sine nærmeste. 

Berrit Sidse Kvorning har både været med i "Taxa", "Ugeavisen", "Rejseholdet", "Krøniken", "Hotellet" og filmen "Den eneste ene" og flere revyer. I de senste år har hun haft sit eget kommunikationsbureau, hvor hun medie-trænede folk. 

- Jeg har et vidunderligt arbejde. Træner folk i at blive smukke. Giver dem redskaber til at komme ud over rampen og være trygge ved at træde frem, sagde hun til fyens.dk, da hun fyldte 60 år. 

Skuespilleren dannede de seneste otte år par med nordmanden Helge Qvigstad.

Tidligere har hun været gift med Per Erik Veng, med hvem hun fik døtrene Laura og Marie.

Døtrene beskriver deres mor som "nærværende, sjov og ubetinget i sin kærlighed".

- Hun har altid opfordret os til at drømme stort, se mulighederne i livet, tage handling der rykker os i den retning, vi vil, og gøre det med glæde og aldrig give op – og så selvfølgelig have det sjovt på vejen, for vi har kun et liv.

- Om end hun ikke er her længere i fysisk form, vil hendes ånd altid være med i livet og hverdagen, skriver de i en mail fra Have Kommunikation til Ritzau.