Tv-værten og musikeren Jakob Illeborg kan imødese et travlt efterår.

Han skal han ikke kun på landevejen med sit soloalbum "Once Upon Tomorrow". Han skal også i æteren som ny vært på Kanal 5, skriver B.T.

LÆS OGSÅ: Lykketoft med hård kritik af Thorning: Nu svarer hun igen

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Den 48-årige tidligere vært og korrespondent for Danmarks Radio sagde sidste år farvel til DR og forbrugerprogrammet "Kontant", men kunne ikke sige nej, da Kanal 5 tilbød ham et nyt krimiprogram.

- Da jeg blev kontaktet af Kanal 5 i forsommeren, vidste jeg, at jeg skulle på turné, men vi fandt med det sammen en ordning, hvor jeg kan nå det hele. Jeg kommer til at have dage, hvor jeg går fra kameraoptagelser om dagen til at stå på en scene om aftenen, men det er kun et luksusproblem, fortæller Jakob Illeborg til B.T.

Han fortæller desuden, at rammerne og retningslinjerne er løsere hos Kanal 5 end hos DR, og derfor kan han komme tættere på svindlerne, være lidt frækkere i sine afsløringer og bruge metoder, som vækker opsigt.

- Hos Kanal 5 tør vi lidt mere og kan for eksempel bruge en muldvarp (gå undercover, red.) og virkelig finde frem til "den rygende pistol", forklarer Jakob Illeborg.

Jakob Illeborg har været forsanger i bandet Warwick Avenue, medvirket på Kim Larsen-hyldest-albummet "Værsgo 2" og i foråret udsendte han soloalbummet "Once Upon Tomorrow".

"Kanal 5 afslører" får premiere i løbet af efteråret, og ifølge Jakob Illeborg er der planlagt seks programmer.

LÆS OGSÅ: Kvinder endte i slåskamp på sygehus