Mads Pramming er partner i Ehmer Pramming Advokater. Foto: Privat

Topadvokat om corona-arbejdsskader: Nye tal ændrer intet

25. jun 2020, 06:00
10 ud af 10 personer, der har fået deres sag behandlet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, har indtil videre fået anerkendt covid-19 som en arbejdsskade. Det beroliger dog ikke advokat Mads Pramming, der stadig mener, at langt størstedelen af danskere på arbejdsmarkedet vil blive afvist.

Afgørelserne på de første sager om ansatte, der har fået corona på jobbet, er begyndt at rulle ind.

Og indtil videre har 10 ud af 10 personer, der har fået deres sag behandlet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), fået anerkendt covid-19-virussen som en arbejdsskade. 

Det viser en opgørelse fra AES, der blev offentliggjort mandag.

LÆS OGSÅ: Første corona-arbejdsskadesager anerkendt

Flere kendte arbejdsskadeadvokater har ellers advaret om, at den nuværende vejledning til myndighederne vil gøre det nærved umuligt at få medhold i sager om covid 19-smitte, med mindre man eksempelvis er læge eller sygeplejerske.

I arbejdsskadesystemet er det nemlig anmelderen, der skal bevise, at skaden er sket på arbejdet. Og det kan blive svært med en usynlig virus, der har været spredt i det meste af samfundet, mente Mads Pramming fra Ehmer Pramming Advokater.

- Hvis man ikke ved præcis, hvor smitten kommer fra – og det vil være tilfældet i mange af de her sager – så er der ikke noget at gøre. Langt størstedelen af den arbejdende befolkning kan glemme alt om at få arbejdsskadeerstatning for Covid-19-smitte, sagde han til A4 Arbejdsliv i slutningen af april.

Mads Pramming, 10 ud af 10 anerkendte sager - overreagede du, da du slog alarm for to måneder siden?

- Det håber jeg da, at jeg gjorde - for vores samfunds skyld. Men de her tal ændrer ikke på noget. Der er ikke nogen alarm, der er afblæst – overhovedet, siger Mads Pramming og tilføjer:

- Hovedbekymringen er jo, at vejledningen lægger op til, at det kun er en meget snæver gruppe, der vil få deres sag anerkendt, mens der vil være problemer for alle andre end dem, der har stået på en intensivafdeling, siger advokaten.

Anerkendte sager stammer fra tæt kontakt med smittede

AES oplyser til A4 Arbejdsliv, at de ikke kan fortælle, hvilke brancher sagerne fordeler sig på. Det sker af hensyn til, at den enkelte anmelder ikke må kunne identificeres. Men de kan snævre det ind:

- De tilskadekomne, der indtil nu har fået anerkendt en sag, har arbejdet i brancher, hvor man har hyppig, direkte kontakt med covid-19-smittede, siger Heike Duus Damkjær, afdelingschef i AES.

Det bekræfter kun Mads Pramming i, at den nye opgørelse ikke ændrer noget på den advarsel, han kom med i april:

- De 10 sager, der er blevet anerkendt, har skadelidte stået i direkte kontakt med smittede coronapatienter. Det er jo ikke dem, jeg er bekymret for, men tværtimod alle dem, der ikke arbejder på et hospital, men alligevel har kontakt til mennesker på arbejdet – kassemedarbejderen, buschaufføren eller politibetjenten, siger arbejdsskadeadvokaten.

Stadig brug for særlov med omvendt bevisbyrde

Mads Pramming holder ikke op med at være bekymret, før AES anerkender sager om ansatte, der har fået coronavirus på arbejdet uden at have en oplagt forklaring - eksempelvis at man er sygeplejerske på et intensivafsnit med coronapatienter. 

En buschauffør, fysioterapeut eller frisør kan ligeså vel blive smittet på jobbet, men have enormt svært ved at bevise, at smitten foregik på arbejdspladsen og ikke i privaten, forklarer advokaten.

Derfor mener Mads Pramming stadig, at der bør indføres en såkaldt 'omvendt bevisbyrde' i arbejdsskadesager om corona, som også det renomerede firma Elmer Advokater har foreslået.

LÆS OGSÅ: Advokater advarer: Trods sygdom og død vil covid-19 ikke blive anerkendt som arbejdsskade

Altså en særlov, hvor man som udgangspunkt får anerkendt sin sag, medmindre arbejdsskademyndighederne kan bevise, at smitten ikke er sket på jobbet. 

Lige præcis en omvendt bevisbyrde er også blevet foreslået af Dansk Folkeparti, men det blev stemt ned, da det var til afstemning i Folketingssalen tirsdag i denne uge. For forslaget stemte DF, Enhedslisten, SF og Alternativet, men et flertal bestående af den socialdemokratiske regering, Venstre, Konservative, Radikale Venstre og Liberal Alliance forkastede beslutningsforslaget.

- Det er jeg skuffet over. Jeg synes, at det ville være en rigtig god løsning at give borgerne den sikkerhed, når de skal ud på arbejde, selvom der stadig hærger en pandemi, siger Mads Pramming.

Sager om ondt i ryggen og allergi 

Ud af de 565 arbejdsskader, der er anmeldt i relation til covid-19, er der indtil videre blevet behandlet 18 sager. 10 er som nævnt blevet anerkendt, og de resterende otte er blevet afvist.

- De afviste sager handler ikke direkte om covid-19. Det er sager, der på anden måde er relateret til pandemien. Det kan for eksempel være sager om smerter i bevægeapparatet efter hjemmearbejde i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, siger afdelingschef Heike Duus Damkjær fra AES.

AES oplyser endvidere, at de har modtaget corona-arbejdsskadesager, der handler om allergi som følge af brug af værnemidler.

Herunder kan du se, fra hvilke brancher myndighederne har modtaget flest anmeldelser. 

Artiklen fortsætter under grafen...

Antallet skal tages med det forbehold, at ikke alle anmeldelser er registreret hos AES endnu. Fagbladet FOA er blandt andet kommet frem til, at næsten det tredobbelte -  1.518 personer -  har anmeldt en coronarelateret arbejdsskade fra februar til 29. maj.

At langt størstedelen af dem, der har anmeldt, er hospitalsansatte eller andet sundhedspersonale, ændrer heller ikke Mads Prammings holdning.

De fleste anmeldere virker umiddelbart ikke til at ville få de store problemer med at få covid-19 anerkendt. Hvor er alle de buschauffører og frisører, du er bekymret for?

- Det skyldes jo nok hovedsageligt, at der er flest inden for sundhedsfaglige brancher, der har fået corona. Men det kan måske også skyldes, at man har meldt ud, at det bliver næsten umuligt for andre at få anerkendt det, siger Mads Pramming og tilføjer:

- Det kan også skyldes, at de faglige organisationer for sundhedsvæsnet – Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, FOA for eksempel – har arbejdet på højtryk for at få alle deres coronasmittede medlemmer til at anmelde. Det er også det, jeg selv ville gøre. Men fagforeninger i andre brancher har måske ikke været ligeså anmeldelsesivrige, siger han.