Kendisdansere udsat for svindelnummer

28. feb 2010
Vild med Dansdeltager blandt dem, der troede, hun skulle til Dubai på luksushotel.

Et udspekuleret svindelnummer ryster den internationale danse-verden.

Forrige søndag skulle omtrent 100 kendisdansere fra hele verden, herunder fra Danmark, have været rejst på et 14 dages luksusophold i Dubai med alt betalt: flybilletter, hotel og restaurationsbesøg.

Oven i købet skulle hver danser have en løn på 2.400 euro, svarende til knap 18.000 kr.

Det eneste, danserne skulle gøre, var at optræde dagligt 10-15 minutter for et stenrigt publikum i en række storcentre.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Og så var der lige endnu en modydelse mere: Hver danser skulle overføre 200 euro til den tyske arrangør, der selv er danser, og et særdeles kendt navn i danserkredse. Beløbet skulle blandt andet dække udgifterne til et arbejdsvisum i Dubai.

Nøje planlagt tur

En dansk delegation bestående af bl.a. den tidligere Vild med Dans-deltager og ungdomsverdensmester i latin, Mette Georgio, havde planlagt turen nøje.

Deltagerne havde glædet sig til at besøge ørkenstatens turistattraktioner og golfbaner, og til at feste sammen med de venner de kender fra tidligere mesterskaber og optrædener over hele verden.

Men få døgn før afrejse gik det op for dem, at det hele var et stort fupnummer, så også de danske dansere måtte vinke farvel til drømmeturen, det fede honorar og de forudbetalte 200 euro.

"Naivt"

"Her bagefter kan jeg sagtens se, at det var naivt og næsten for godt til at være sandt, men attraktive tilbud som dette er  faktisk ikke sjældne i den internationale danseverden," siger hun.

De danske dansere overvejer at politianmelde den tyske arrangør. Det har dansere i andre lande gjort og der er bl.a. oprettet en facebookgruppe, der skal advare mod svindelnummeret.