Karrieremor: Jeg var en hvalros til eksamen

24. feb 2013, 12:00
Hun gik til eksamen få dage før hun skulle føde, og har fået tre børn ved siden af sit eget firma. Man skal få børn, når man har lyst, mener karrieremor.

Lykke Møller Kristensen gik ikke op til eksamen, da hun afsluttede sin journalistuddannelse. Hun vraltede.

Den dengang 29-årige Lykke var nemlig højgravid, da hun satte punktum for fire års studier.

"Jeg kunne se, at censor blev lidt overrasket, da jeg kom ind ad døren. Jeg var også en hvalros," fortæller kvinden, der i dag er 41 år og ejer kommunikationsbureauet Ad Notam.

Hun og manden havde ikke tilpasset graviditeten efter hverken studie eller karriere. De fik børn, da de havde lyst. På det område ligner de flertallet af danskere, viser en ny undersøgelse foretaget af Wilke for Avisen.dk.

"Nogle af mine studiekammerater undrede sig over, at jeg ikke ville ud og sikre mig et job først. Det førte til nogle diskussioner, hvor jeg endte med at sige, 'Hallo, jeg har lyst til at få et barn, så hvis vi skal leve i en jordhule, så gør vi det!'," fortæller Lykke Møller Kristensen.

Pludselig var maven bare vigtigere

Set i bakspejlet kan hun dog godt se, at det måske ikke var det bedste tidspunkt. Selvom hun elskede sit fag og altid havde stræbt efter høje karakterer, flyttede graviditeten nemlig hendes fokus og hun endte med et 7-tal efter den gamle skala.

"Jeg var faktisk lidt skuffet over mig selv bagefter, og min lærer var også lidt ærgerlig over, at jeg ikke klarede mig bedre. Men pludselig var det bare meget vigtigere, om der stadig var liv derinde," siger Lykke Møller Christensen.

Nu, 12 år efter, har hun og manden Kern tre børn. Og det kan sagtens forenes med at køre sit eget firma, siger Lykke Møller Kristensen.

"Jeg har aldrig selv set det som en begrænsning. Tværtimod passer det at være selvstændig og have en vis frihed rigtig godt sammen med at have børn. Jeg har én gang mistet en kunde, fordi min datter var syg med meningitis. Men det er der ikke noget at gøre ved. Nogle ting er bare vigtigere for mig end firmaet," fortæller hun.

"Jeg var ikke blevet en god mor som 22-årig"

Det har dog også været hårdt ind imellem. Men man lærer at blive mere effektiv, når man har børn, siger hun.

"Hvis jeg bliver hjemme med et sygt barn, så arbejder jeg om natten i stedet for. Så sidder jeg med computeren, mens hun sover på mit lår. Man lærer jo at arbejde med højre hånd og give mad med venstre."

Selvom læger og eksperter for tiden opfordrer kvinder til at få børn tidligt, er Lykke Møller Kristensen tilfreds med, at hun ikke stiftede familie noget før.

"Som 22-årig var jeg et helt andet sted. Jeg var umoden, nysgerrig og ude og samle oplevelser. Jeg var ikke blevet en god mor," mener hun.

"Men nu stiller jeg også høje krav til mig selv som mor," tilføjer Lykke Møller Kristensen.