Karadzic: Jeg er allerede stemplet som forbryder

1. aug 2008
Radovan Karadzic frygter, at han ikke får en fair retssag, fordi medierne allerede har stemplet ham som krigsforbryder.

En helt igennem unfair retssag. Stemplet af medierne som krigsforbryder på forhånd.

Sådan ser den tidligere bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic på sin situation, forud for retssagen ved FN's krigsforbryderdomstol i Haag.

Han har skrevet til tribunalet og meddelt, at når han allerede er blevet stemplet, er en frifindelse en umulighed.

Karadzic er anklaget for folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Bosniens borgerkrig fra 1992-1995, men han hævder, at 
han i 1996 indgik en aftale om immunitet med USAs regering.

Handlen skulle have været den, at han slap for at blive udleveret til FN’s krigsforbryderdomstol i Haag mod, at han trak sig helt tilbage fra politik.

I en offentliggjort skrivelse gentager Karadzic, at amerikanerne med mægleren Richard Holbrooke i spidsen var ude på at dræbe ham, da de ikke kunne leve op til deres del af aftalen.

- Det er et helt og igennem falsk udsagn, siger Richard Holbrooke til tv-stationen CNN.

Også det internationale samfunds daværende repræsentant i Bosnien, Carl Bildt, afviser påstanden om en aftale med USA.

- Sådan en aftale fandtes ikke. Både jeg og Holbrooke var aktivt engagerede i at få Nato til at gribe ind og arrestere ham, siger Bildt, der i dag er svensk udenrigsminister, til Sveriges Radio.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her
faktaboks