Kandidater nægter at kvidre facebook

1. nov 2013, 13:38
Stort set ingen byrådskandidater bruger Twitter i deres valgkamp. De mener, de kommer bredere ud via Facebook.

Der er så godt som ingen byrådskandidater, der bruger det sociale medie Twitter i deres valgkampagne op til kommunalvalget 19. november.

En undersøgelse, som Ugebrevet A4 har lavet blandt 932 byrådskandidater, viser, at otte ud af ti slet ikke bruger Twitter i deres valgkamp. Godt hver tiende anvender det sociale medie i mindre grad, mens kun to procent bruger det i meget høj grad som en del af deres kampagne.

Hvorfor Twitter ikke hitter

Den konservative kandidat i Ballerup Martin Jonassen er en af dem, der har fravalgt Twitter i sin valgkamp.

”Jeg tror ikke på, at Twitter har den store effekt. Danskerne har ikke taget det til sig, og det er ikke allemandseje på samme måde som Facebook,” siger Martin Jonassen.

Og netop dét er formentlig årsagen til, at mange andre kandidater har truffet samme valg, forklarer lektor ved IT-Universitetet i København og forsker i sociale medier Lisbeth Klastrup.

”Danmark er stadig i udbredt grad et ikke-Twitter-land. Det betyder, at kandidaterne ikke møder særligt mange af deres vælgere her. Ud fra det synspunkt giver det god mening, at der ikke er mange, der bruger mediet i deres valgkamp,” siger Lisbeth Klastrup.

Hun henviser til, at kun fire procent af befolkningen er på Twitter, mens over halvdelen er på Facebook.

Skod til valgkamp

Christian Elmelund-Præstekær, der er lektor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, peger på endnu en årsag til kandidaternes manglende lyst til at kvidre. Han forklarer, at Twitter er helt forkert bygget op, hvis man som kandidat vil vinde nye stemmer.

”På Twitter kommer kandidaterne til at prædike for dem, de allerede har vundet over på deres side. Når andre har valgt at følge én, så er det jo allerede en vunden stemme,” siger Christian Elmelund-Præstekær.

Og det har kandidaterne luret, mener han.

”Mange vil hellere bruge energien på at komme ud i andre medier, hvor man også møder nogle tvivlere og nogle, der måske slet ikke er interesserede i politik, som man så kan overtale,” siger Christian Elmelund-Præstekær.

Vælgerne er på Facebook

Langt flere vil ligesom kandidaten i Ballerup hellere bruge Facebook til at nå ud til vælgerne. Næsten ni ud af ti byrådskandidater bruger Facebook i større eller mindre omfang i deres valgkamp, viser Ugebrevet A4’s undersøgelse. Kun 15 procent har helt fravalgt at bruge Facebook som en del af deres kampagnestrategi.

Johannes Lundsfryd Jensen, der stiller op for Socialdemokraterne i Middelfart, er også opmærksom på at føre valgkamp de steder, hvor vælgerne befinder sig.

”Når jeg ser på, hvor mange vælgere der er på henholdsvis Twitter og Facebook, vinder Facebook med mange længder, og så vil jeg hellere investere i det. Det er et mere folkeligt medie,” siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Men selvom mange kandidater satser på Facebook, tør Martin Jonassen fra Ballerup ikke spå om effekten af sin kampagne på det sociale medie.

”Jeg ved først den 19. november, om det har virket. Men det er med Facebook ligesom med valgplakater: Tør man lade være med at bruge det?” siger Martin Jonassen.