Kameraskræk: Politispirer skal slås i glasbur

19. jun 2013, 16:00
Når kommende betjente træner i at lægge anholdte i benlås, foregår det i et glasbur. Det er nemlig vigtigt, at de studerende på politiskolen vænner sig til at blive kigget over skulderen, mener lederen af Politiskolen.

Lovens lange arm kan lige så godt vænne sig til at være linselus.

Det mener lederen af Politiskolen, hvor 600-700 studerende uddanner sig til politibetjente.

Når de kommende betjente træner magtanvendelse og selvforsvar, foregår det i et glasbur, hvor alle kan kigge med.

"Det, vi får signaleret, er, at når du bruger magt og selvforsvarsteknikker, så er der hele tiden nogen, der kigger med. Det er der på politiskolen, og det er der i den grad ude i samfundet," siger Michael Flemming Rasmussen fra Politiskolen og uddyber:

"Du kan lige så godt vænne dig til, at alt skal kunne tåle at se dagens lys."

Anholdt: Uhyret skal straffes

Udmeldingen kommer efter, at der den sidste tid - ikke mindst på de sociale medier - har været heftig debat om, hvad en betjent kan tillade sig under en anholdelse.

Debatten er opstået, fordi en hårdhændet anholdelse er blevet optaget på video og lagt ud på internettet. Videoen er indtil nu set over 144.000 gange.

"Jeg har en video, der viser nøjagtigt, hvad der er sket under anholdelsen, og vil med glæde dele den med de folk, der kan hjælpe mig med at straffe dette uhyre af en betjent, som har voldt mig dette," skriver den anholdte, Stefan Thatheswararajah, i en forklaring, han har lagt ud sammen med videoen.

Politiskolen: Lær at leve med det

På Politiskolen undervises eleverne ikke i, hvordan de som kommende betjente skal håndtere, når borgere fotografere eller filmer dem. Og det er helt bevidst.

"Hvis underviserne sagde til de studerende: Hør her venner, I risikerer altså at blive optaget på video, så derfor skal I opføre jer ordentligt, så ville det være forkert," siger Michael Flemming Rasmussen, der ikke vil udtale sig om den konkrete sag, hvor den anholdte endte med armen i gips.

Ifølge Politiskolens leder skal politiet nemlig altid opføre sig ordentligt i et demokrati som det danske.

"Så kan underviseren sige som en bisætning til allersidst: Og så skal I i øvrigt være opmærksomme på, at I ikke skal foretage jer noget som helst, som I ikke ønsker at se på et foto eller en video," siger han.

Lederen af politiskolen mener, at video-optagelser, der bliver delt på de sociale medier, er blevet et vilkår, som betjente må lære at leve med.

Grænseoverskridende at være på

Formanden for betjentenes fagforening, Politiforbundet, vil dog helst være fri.

"Det er enormt grænseoverskridende. Imens man laver en politiopgave, så er der nogen - typisk parter - som kender vedkommende, der er ved at blive anholdt, og de står og optager det her," sagde Claus Oxfeldt til Danmarks Radio for to dage siden.

På Politiskolen er der ingen kameraskræk.

"De studerende er jo nærmest født med en facebook-profil, så det er ikke et issue hos os. Foto og video er blevet en naturlig del af hverdagen og nu også arbejdsdagen," siger Michael Flemming Rasmussen og understreger:

"Når det er nødvendigt at anvende fysisk magt, så er vi jo hele tiden opmærksomme på, at de greb og teknikker, vi anvender, er så skånsomme over for borgeren som muligt. Det er på den anden side vigtigt at gøre sig klart, at enhver magtanvendelse indebærer en risiko. En risiko, man udsætter sig selv for, hvis man vælger at sætte sig til modværge eller direkte angribe politiet," siger han.