Kaffeborde og charterrejser var ikke nok

20. apr 2010
HKPrivat ser ud til at være det eneste forbund, der har aktiveret medlemmerne HKHandel har lokket med gratis kagebord, men få har bidt på

I aften klokken 22 kender vi resultatet af urafstemningen om overenskomsten. Hvad bliver det?

Det bliver et ja eller et nej ...

Ja-forventningen er massiv - virkelig massiv - og stemmeprocenten forventes at være helt i bund.  Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig. Der var få, der troede på nej'et til Maastricht i 1992, færre, der troede på, at Nyrup ville genvinde regeringsmagten i 1998, og endnu færre, der troede, at der blev storkonflikt i 1998.

Men det blev et nej, Nyrup vandt, og der blev storkonflikt.

Meget lidt tyder dog på, at det vil ske denne gang.

Der blev jo ellers talt meget om konflikt, før forhandlingerne gik igang - men den snak forstummede?

Ja - og det kan omsættes til et eneste ord: Finanskrise.

Skåret ind til benet er sagen, at ingen for alvor har haft interesse i en storkonflikt. I en tid med eksploderende arbejdsløshed er det ikke så meget et spørgsmål om, hvordan man skal, kan og vil passe sit job - men om man overhovedet har et job at passe.

I den krise-situation har især lønmodtager-siden været ansvarlig, over-ansvarlig vil nogen mene, og på forhånd givet køb på lønkravene. Derfor er den overenskomst, der nu er blevet stemt om, meget moderat. For at sige det pænt. Mere direkte kan man vel sige, at det er den kedeligste overenskomst i mands minde.

Der er ikke meget flødeskum i den - ingen bolledej at slå i.

Helt uden overraskelser?

Ja, mere eller mindre. Der er to, der har skilt sig ud undervejs: HK/Privat, som ville af med 50 procents-reglen, og slagterierne, som ville diktere lønnedgang.

Begge indkasserede et nederlag hos forligsmanden. En forventeligt nederlag. Så nu siger HK/Privat nej, mens Danish Crown flytter arbejdspladserne til udlandet.

Angående HK. Forbundet var jo splittet internt - HK/Handel sagde ja, mens HK/Privat sagde nej og lokkede med ferierejser for at få folk til at stemme?

Ja, det gjorde de. Og det fik de meget skæld-ud for i medierne - men medlemmerne ser ud til at belønne det. HK/Privat er i hvert fald det eneste sted i fagbevægelsen, hvor stemmeprocenten stiger.

Og det er ikke bare på grund af ferierejserne.

For HK/Handel har også lokket med præmier - et kagebord til hele arbejdspladsen. Det har ikke fået afstemnings-lysten til at klø hos medlemmerne, så HK/Handel melder om lav stemmeprocent, endnu lavere end de 26 procent, der stemte i 2007.

Det kan selvfølgelig også skyldes, at medlemmerne hellere vil på charterrejse end spise kager med kollegerne.

HK/Privats Karin Retvig har været den mest upopulære kvinde i dansk fagbevægelse de seneste måneder. Hun førte Tine Aurvig-Huggenbergers pensions-sag mod LO, og nu har hun satset hele butikken på at fjerne 50 procents-reglen. Det blev den ikke - er hun så politisk død?

Ikke så død, som da hun for et par måneder siden blev spået stendød. Hun har fået kunstigt åndedræt ved at vinde pensions-sagen, som LO siden har anket - og nu ser hun ud til at lykkes med at få aktiveret medlemmerne.

Men om det er nok til at overskygge det faktum, at HK har brugt 10 millioner medlemskroner på kampen mod 50 procents-reglen, er en anden sag.

Bundlinjen er dog, at den velvilje, Karin Retvig ikke har hos de andre fagbosser, har hun i større grad hos medlemmerne. Selv med så ufolkelig en sællert som 50 procents-reglen.

Og det er i sig selv interessant i en tid, hvor få gider stemme.

Selvom det kan gøres på sms.

50 procents-reglen

HK Privat har brugt omkring 10 millioner kroner for at slippe af med 50 procents-reglen. Reglen stammer fra 1932 og betyder, at 50 procent af medarbejderne på en arbejdsplads skal være medlemmer af HK for at kunne få en overenskomst.

Det er kommunikationsfirmaet Primetime, der står bag kampagnen. Her er LO's tidl. næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger, ansat.