Kærestepar var tre minutter fra dødsflyet

21. aug 2008
Mødre, fædre og søskende fortalte torsdag hinanden historier om de dræbte. Og om dem, der skulle have været med flyet fra Madrid. Tilfældigheder afgjorde skæbner

Christopher kan ikke holdet det tilbage.

Han står foran udstillingscentret Ifema, hvor der plejer at være store glade firmafrokoster.

Nu er centeret midlertidigt lighus for de 153 dræbte ved flystyrtet i Barajas-lufthavnen i Madrid onsdag middag.

»Det er løgn! En hel familie!« råber Christopher, ifølge den spanske avis El Pais.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Hans familie har mistet tre – en mor, en far og en seksårig datter. Nu er de blot navne på en liste, der for hver time bliver længere og længere.

Torsdag aften var det blot lykkedes at identificere 59 lig ved hjælp af fingeraftryk. Resten er så forbrændte eller forkullede, at det, der engang var mennesker, der var elsket, nu er noget, der gør ondt at se på.

Og derfor må familierne foreløbig kun sende én repræsentant ind i udstillingscentret for se de afdøde. Ellers bliver det for hårdt.

»Det værste ved at identificere kroppene er, at det er enden på håbet. De fleste familier kollapser,« fortæller Jesus Lopez Santana, talsmand for Røde Kors, ifølge flere spanske medier.

Brød sammen

I afdeling T4 i lufthavnen brød skæbner sammen, i takt med at virkeligheden om flystyrtet blev forvandlet fra tåget frygt til skarpe skrig og tårer.

»For mig vil han altid være en stjerne. En smuk person,« sagde Luis, der mistede sin nevø, Claudio Ojeda, der havde lavet nødhjælpsarbejde i Cameroon i to et halvt år. Han var på vej på sin første ferie i årevis.

En 56-årig svensk kvinde var med på flyet for at besøge et hold norske veninder på Las Palmas. Da flyet eksploderede i 60-70 meters højde, blev hun kastet gennem luften, brækkede fire ribben og fik et voldsomt slag i hovedet og muskelskader i låret.

Men Anna-Maija Stefanide overlevede.

»Hun har ingen brandskader. Det er helt utroligt. Hun er på sygehuset og sover, så jeg har ikke talt med hende, men hun har det godt,« siger hendes mand, Peter Stefanides, til norske Verdens Gang.

Ifølge de foreløbige oplysninger var tre af passagererne svenske statsborgere. Der var også fire tyskere, en chilener, en del briter og mange spaniere ombord. Myndighederne kunne torsdag endeligt bekræfte, at der ikke var danskere ombord på det danskeejede fly fra Spanair.

Spanske Legen Ligia Palomino sov, da flyet lettede, og hun vågnede først, da flyets benzintanke eksploderede. Varmen væltede mod hende, og hun forsøgte at beskytte sig med hænderne.

»Jeg løftede hovedet, og alt, jeg så, var udbrændt. Så flygtede jeg,« fortæller hun.

Kun 19 overlevede ulykken.

Ventede forgæves

Flyet skulle være landet i Las Palmas på De Kanariske Øer. Her stod flere hundrede onsdag aften og ventede forgæves på FK5022 fra Madrid, blandt andre spanske Lilit, der skulle hente sine to børn på 13 og 14 år.

Hun brød sammen på stedet, da hun hørte om den voldsomme eksplosion, fortæller øjenvidner.

Men efter flere timer kunne en lokal journalist fortælle, at både Clara og Enrique var blevet flyttet til et andet fly. Og derfor stadig var i live. Så brød Lilit sammen igen.

Kom for sent

Rafael havde købt billet til JK5022, men kom for sent til lufthavnen.

»Flyet er overbooket,« lød første besked, så han kunne ikke umiddelbart komme med. Så blev han tilbudt gratis opgradering til første klasse og sagde ja. Men her var også fyldt op. Og så måtte han vente i Madrid.

Den spanskfødte Héctor kom også for sent. Tre minutter, fortæller han.

Sammen med kæresten brokkede han sig højlydt og krævede at komme ombord på flyet, så han kunne komme hjem til Las Palmas efter en dejlig ferie. Men det hjalp ikke. Flyet kørte ud af lufthavns­terminalen uden Héctor og kæresten – og kort efter brød flyet i brand og styrtede til jorden.

Héctor fortalte i går historien til adskillige spanske medier, mens hans kæreste blot sad i tavshed og kiggede bort. Som så mange andre kunne hun ikke forstå, hvad der var sket, hvordan skæbnen for så mange blev ændret den onsdag.

Og hvorfor netop hun fik lov til at overleve.

faktaboks