Efter mere end et års research kan Ekstra Bladet Søndag - med hjælp fra flere nuværende og tidligere frimurere - i detaljer afsløre, hvilke ritualer logens næsten 9000 danske medlemmer gennemfører bag dens ellers hermetisk lukkede døre.

Avisen har også fået adgang til manualer på tusindvis af sider, som brødrene nøje skal følge for at gå fra lærlinge til riddere.

Læs også: TV2 vært ramt af angst

Tilmeld dig nyhedsbrevet A4 Morgen her

Dokumenterne og interviews med kilderne viser, at absolut intet er overladt til tilfældighederne. Som i en religiøs sekt har frimurerne regler for alt: Hvordan man bukker, hvor brødrene skal sidde, og hvad og hvornår de må sige og gøre noget.

Svarene på sidstnævnte afhænger af, hvilken rang man har. Alle under 3. af de i alt 11 grader er således blot ydmyge lærlinge, der hverken har tale- eller stemmeret under logens officielle møder.

Kranier og kister

Først når man kommer længere op i hierarkiet, frigives nye dele af historien om, hvad logen faktisk handler om. Her opdager frimurerne, at okkulte elementer som kranier, kister og skeletter blandes op med det, som brødrene selv kalder en religion.

Udadtil har ledelsen hos de danske frimurere ellers gang på gang fastholdt, at logen kan sammenlignes med en frimærkeklub. Og at der absolut ikke tales om religion. De mange papirer og interviews med logebrødrene afslører imidlertid en ganske anden sandhed.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få et interview med frimurerne, der via pressetalsmand Peter Duetoft meddeler, at 'det er blevet besluttet, at ddfo (Den Danske Frimurerorden, red.) ikke deltager, hverken på den ene eller den anden måde.'

Det er dog kendt, at frimurerne i mange år har kæmpet imod, at deres ritualer bliver offentliggjort, som det i dag sker i Ekstra Bladet. Logen mener, at man tager magien væk fra kommende brødre, hvis de ved, hvad der venter dem.