K vil ikke holde mund: Væk med efterlønnen!

3. maj 2010
Efterlønnen skal afskaffes og dagpengeperioden sættes ned, skriver Helle Sjelle K på sin blog på Avisen.dk

”Som konservativ har jeg valgt side: Jeg mener, at efterlønnen bør afvikles, og at dagpengeperioden bør forkortes fra de nuværende 4 til 2 år.”

Sådan skriver formanden for Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg, Helle Sjelle (K), på sin blog på Avisen.dk.

Læs den her: Reformer eller velfærdsforringelser.

Hvis velfærdsstaten skal bevares, står valget mellem massive besparelser eller reformer, der får flere i arbejde, skriver hun.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Hendes partiformand, Lene Espersen (K) var i januar ude med en opfordring til at se på efterlønnen. Men det blev straks skudt ned af finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der sagde, at efterlønsforliget fra 2006 stod fast.

For ganske nylig er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kommet med samme melding efter, at både Venstres bagland og en lang række borgmestre havde indstillet sigtekornet på efterlønnen.

Men regeringstoppens ønske om at holde efterlønsdebatten i ro, får ikke de konservative til at holde mund.

Står bag velfærdsforliget

Helle Sjelle står også ved velfærdsforliget, men understreger, at hun som konservativ hellere vil afskaffe efterlønnen i dag end i morgen.

Helle Sjelle blogger på Avisen.dk - i en debat med Socialdemokraternes arbejdsmarkedspolitiske ordfører, Torben Hansen.

Velfærdsforliget blev indgået i 2006 og freder efterlønnen frem til 2019.

S: Tvivl om de konservatives holdning

Politisk ordfører for Socialdemokratiet, Henrik Sass Larsen, mener, at det sår tvivl om de konservatives reelle holdning, når Helle Sjelle går til angreb på både efterløn og dagpenge.

"Det viser jo, at det er et meget lidt engageret Konservativt Folkeparti, der er gået ind i den aftale. Da vi lavede velfærdsforliget, lovede vi hinanden ved forhandlingsbordet, at nu skulle der være ro på snakken om efterlønnen for at vise offentligheden, at vi står ved aftalen," siger Henrik Sass Larsen.

DF: Velkendt konservativ politik

Det kommer ikke som nogen overraskelse for arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted (DF), at de konservative endnu engang bringer efterlønnen på banen:

"Det er gammel velkendt konservativ politik, så det kommer ikke bag på mig."

Han er dog ikke bange for, at det kommer til at rokke ved efterlønsforliget.

"Nej, overhovedet. Der er indgået en aftale, og den står fast indtil næste valg."