Jyske kassepiger presses i julestress

20. dec 2013, 09:26
Butiksansatte arbejder længe og hårdt i julen, og ofte kun med otte timers pusterum mellem vagterne. Der skal gøres noget nu, mener HK Handels lokalafdelinger.

De fleste er klar over, at de butiksansatte har ekstra travlt op til jul.

Men hvad mange ikke ved er, at de ansatte på grund af den nye lukkelov flere steder nu kun har otte timers hviletid efter en travl dag, før juleræset begynder igen, dagen efter. I de otte nattetimer skal de nå at lukke butikken ned, komme hjem fra jobbet, sove, stå op og tage på arbejde igen.

Flere steder i landet melder fagforbundet HK Handel om en stigning i antallet af henvendelser fra nedkørte butiksansatte, der bliver pisket gennem juleræset af deres arbejdsgivere.

"Det er en pestillens for vores medlemmer at de kun får otte timers hvile, men vi kan ikke gøre andet for dem, end at sige, at arbejdsgiveren har loven på deres side," siger Finn Olsen fra HK Handel Sydjylland.

Han opfordrer medarbejderne til at gøre indsigelser, hvis vagtplanen er urimelig.

Det stigende antal henvendelser skyldes ifølge Finn Olsen, at lukkeloven sidste år blev ændret, så butikkerne kan holdere længere åbent. Derudover, siger arbejdsmiljøloven at butikkerne må indskrænke medarbejdernes hvileperiode mellem vagterne, i de sidste 14 dage op til jul.

De ansatte får dermed kun otte timers hviletid mod de 11 timer, de normalt har krav på.

Det er en af de ting, som medarbejderne nu viser deres utilfredshed med. HK Handel Østjylland mener, at arbejdsmiljøloven og lukkeloven skal ses igennem.

"Vi mener ikke, at det er fair, at butikkerne må have længere åbent, mens medarbejderne stadig kun har otte timers hvile," siger formand Cliff Præstegaard, og tilføjer:

"Vores medlemmer står i butikkerne fra morgen til aften, og oplever stort set ikke julen selv, andet end det julemusik, der kører inde i butikken, og det julepynt de kan se."

En enkelt fridag i hele december

Derudover er der også et problem i, at flere butikker overskrider reglen om, at de ansatte kun må arbejde 6 dage, før de skal have en hviledag.

"Arbejdsgiverne udnytter medarbejderne lige til grænsen. Vi har i år set flere eksempler på, at de ansatte kun har haft en enkelt dag fri i hele december, og det er overenskomststridigt," siger Marianne Andersen, der er faglig sagsbehandler i HK Handel Midtvest.

De har desuden oplevet at deres medlemmer begynder allerede i november at sende deres vagtplan ind til gennemsyn, i stedet for at vente til efter jul, som de førhen har gjort.

Kvit aftenvagterne

Hos HK Handel i Sydjylland, opfordrer Finn Olsen supermarkederne til at droppe de lange åbningstider.

"Lad medarbejderne gå. Der er alligevel ikke særligt mange kunder i de sene aftentimer," siger han.

Også kunderne får en opfordring med på vejen.

"Sørg nu for, at købe ind i ordentlig tid. På den måde kan vi allesammen komme hjem og nyde julen," siger han.

Hos Dansk Erhverv har man ikke hørt, at der skulle være mange butikker der overtræder hviletidsreglen om 6 dage. Og man har heller ikke registreret sager fra medarbejdernes fagforening, HK Handel.

"Alle kan klare mindre søvn i perioder"

"Det er nogle forholdsvis begrænsede muligheder man i forvejen har for at nedsætte hviletiden efter lovgivningen. Vi kunne egegntlig godt tænke os at man kunne nedsætte den i andre perioder også, ikke bare i juletiden. Det er forholdsvis begrænset med de her 14 dage før juleaften, og det er jo fordi der ER et run på butikkerne," siger Rikke Ørum, chef for HR og arbejdsmiljø i Dansk Erhverv

Hun understreger, at det er en begrænset periode, butikkerne kan trække ekstra på deres medarbejdere.

"De få gange det er muligt at gøre det, og man ind imellem har mindre søvn, det kan man godt klare - det kan alle mennesker klare. Det drejer sig om omfanget, og det her er altså ikke et stort omfang", siger hun.