Justjenko udskriver valg i Ukraine

9. okt 2008
Ukraines præsident Viktor Jusjtjenko har opløst landets parlament og udskrevet nyvalg det tredje på under tre år.

 

Udmeldingen fra Viktor Justjenko, der i øjeblikket er i Italien, kom i en tv-tale, der var optaget på forhånd.

Den provestlige regerings kollaps blev en realitet, da premierminister Julia Timosjenko støttede et forslag om at reducere præsidentens magt.

I sin tale sagde Viktor Justjenko, at regeringens sammenbrud skyldes "magttørst og personlige interesser". Præsidenten har endnu ikke sat en dato for valget.

For en måned siden trak Viktor Jusjtjenko sit parti, Vort Ukraine, ud af regeringskoalitionen i protest mod, at premierminister Julia Timosjenko ikke støttede ham i kritikken af den russiske invasion af Georgien, samt at hun støttede et forslag om at svække præsidentembedets magt.

Derefter skulle der dannes en ny regering inden 30 dage eller udskrives nyvalg.

Det ventes, at Julia Timosjenko, der sammen med Viktor Justjenko ledede den 'orange revolution' i 2004, stiller op til præsidentvalget i 2010 i den tidligere sovjetrepublik.

/Newspaq/

faktaboks