Madbud: Drikkepenge må ikke blive en erstatning for ordentlig løn

FB_IMG_1617182201114
31. mar. 2021 17.00
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

I APRIL VIL brugere af madplatformen Just-Eat få mulighed for at give deres bude drikkepenge. Ledelsen siger, at det ideelt set kan betyde for os bude, at vi får lidt flere penge mellem hænderne.

Mange af mine kollegaer vil blive glade for den nyhed at kunne tjene flere penge. Os orange bude er et lavtlønsproletariat, som kører i bil og på cykel. Det gør vi uanset vejret for at levere takeaway til tusindvis af danskere. Men at ledelsen satser på drikkepenge som en lille lønbonus, gør mig bekymret for arbejdsgiveransvaret, der skal sørge for en generel lønstigning i budbranchen. Selvom det er en sympatisk tanke, er det nok de færreste, der vil give os drikkepenge for vores arbejde.   

Drikkepengelønninger er en undskyldning for løndumping

I DEN TID, jeg har arbejdet som bud, har kundeinteraktionen været kort. Du kommer op i en lejlighed, afleverer kundens takeaway, og så er du på farten igen. I de fire sekunder, som det tager at aflevere maden, hvad bliver du så bedømt ud fra? Jeg kan ikke være skyld i, hvis maden er forsinket ved det lokale kebabsted, eller hvis der er kø på cykelstierne.

Drikkepenge skal ikke være en erstatning for ordentlige lønninger
Rasmus Emil Hjorth, faglig aktiv og bud for Just-Eat

Lad os tage et hurtigt kig på, hvordan andre brancher ser på drikkepenge. Den mest beslægtede branche, hvor man oplever drikkepenge, er restaurationsbranchen. I dag kan man, efter man har fået en regning, når man har spist et dejligt måltid, vælge at give drikkepenge. Her kan chefen skyde ansvaret for at give drikkepenge over på forbrugeren. Det gør den enkelte forbruger ansvarlig for, om tjeneren fortjener en ordentlig løn i stedet for, at chefen skal betale ordentlige lønninger.  

Det kan være fremtiden for vores arbejdsforhold, det kan sagtens sprede sig til hele branchen. Vi må derfor allerede råbe vagt i gevær. Drikkepenge skal ikke være en erstatning for ordentlige lønninger.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].