Det kan virke, som om man gerne har villet lave et skema, der viser 0 afviste sager med slutdiagnosen covid-19, så der ikke bliver noget ballade, siger jurist (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ligner sminkede tal: Jurister undrer sig over opgørelse over corona-arbejdsskade­sager

3. sep, 18:10
Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings måde at opgøre corona-arbejdsskadesager vækker undren blandt jurister. Det lugter af konstruerede tal, lyder kritikken.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings (AES) opgørelse over corona-arbejdsskadesager vækker undren hos nogle af landets førerende arbejdsskade-jurister.

Selvom der i AES' ugentlige opgørelse står et rundt nul ud for afviste arbejdsskadesager fra tilskadekomne, der har anmeldt, at de har haft coronavirus, er det ikke nødvendigvis det sande billede, vurderer Mads Pramming fra Ehmer Pramming Advokater.

Det lugter af, at man har konstrueret et skema, der viser, at man har anerkendt hver eneste sag, hvor slutdiagnosen er covid-19, mener han.

- Det kan virke, som om man gerne har villet lave et skema, der viser 0 afviste sager med slutdiagnosen covid-19, så der ikke bliver noget ballade. Det har man så ikke kunnet, fordi nogle er blevet afvist, og derfor har man lavet en selvstændig kategori for afviste sager nederst i skemaet, siger Mads Pramming. 

Ifølge Mads Pramming burde man kategorisere alle afviste sager under diagnoserne 'covid-19', 'psykisk lidelser' eller 'andre' i stedet for at lave en fjerde kategori.

AES har valgt at tilføje kategorien 'afvist pga. manglende svar fra tilskadekomne eller afvist retligt', og det er ifølge juristen dér, skoen trykker:

- Hvorfor har man 88 afviste sager som en slutdiagnose i stedet for at anføre dem under en af de tre kategorier, der jo omfatter alle typer slutdiagnoser? Der er jo en hel spalte til afviste i sig selv, siger Mads Pramming.

(Skærmbillede fra rapporten 'Tal for anmeldte arbejdsskader relateret til COVID-19' fra 31. august 2020)

Covid-19-smitterelateret, men angivet andetsteds

Ifølge Mads Pramming burde de 88 afviste sager have været fordelt på de tre oplistede slutdiagnoser, så nogle af dem formentligt var endt der oppe, hvor der nu står '0' afviste under 'covid-19'.

- Det giver ingen mening at liste afviste op som en slutdiagnose, for de afviste er jo enten relateret til 'covid-19', 'psykiske lidelser' eller 'andre', hvor sidste kategori opsamler alt det, som de to forrige ikke omfatter. Det kan virke, som om man gerne har villet lave et skema, der viser 0 afviste sager med slutdiagnosen covid-19, så der ikke bliver noget ballade. Det har man så ikke kunnet, fordi nogle er blevet afvist, og derfor har man lavet den her tilføjelse nederst i skemaet, siger Mads Pramming.

Han bakkes op af advokatkollega Karsten Høj, der er partner hos Elmer Advokater:

- Det vil efter min opfattelse være mere retvisende at medtage de 88 sager efter, hvad der er anmeldt. Derefter kan det supplerende oplyses, hvor mange af dem, der er afvist pga. manglende svar fra anmelderen og afvist, fordi man ikke er omfattet af loven, skriver Karsten Høj til A4 Arbejdsmiljø.

Angives selvstændigt grundet manglende oplysninger

A4 Arbejdsmiljø har forsøgt at få en kommentar fra AES til deres opgørelsesmetode. Vi har fået følgende skriftlige svar fra AES' kundecenterdirektør, Lisbet Dyerberg:

- Vi opgør de sager for sig, hvor borgeren trods rykkere ikke har svaret på vores henvendelser. Det gør vi, fordi vi ikke har oplysninger nok til at vurdere, om der er tale om covid-19. Hvis borgeren senere indsender de manglende oplysninger, bliver sagen selvfølgelig genoptaget. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er en uafhængig myndighed og har ingen interesse i et bestemt udfald af sagerne eller i at registrere sagerne på en bestemt måde.

A4 Arbejdsmiljø har fået aktindsigt i de første 15 henholdsvis anerkendte og afviste arbejdsskadesager relateretet til covid-19. I en af de afviste sager fremgår det, at anmelderen er blevet smittet med covid-19, og at vedkommende arbejder i hjemmeplejen. Sagen blev afvist, da anmelderen ikke kunne dokumentere, at han eller hun blev syg på grund af arbejdet. 

Ifølge Mads Pramming er det netop en sådan sag, der burde figurere under afviste sager med slutdiagnosen covid-19.

Høj koncentration i Midt- og Vestjylland

I 15 af de anerkendte arbejdsskader, A4 Arbejdsmiljø har fået aktindsigt i, har alle tilskadekomne været diagnosticeret med covid-19.

De afviste sager handler om alt fra smerter i ryggen efter hjemmearbejde og hudsygdomme til stress og depression.

Det er yderst vanskeligt at få anerkendt stressrelaterede arbejdsskader - også selvom sygdommen er udviklet under en turbulent tid under coronakrisen.

- Hvis der er tale om sygeplejersker, der bliver stresset af arbejdet relateret til covid-19, er det den samme gamle historie: Det er meget vanskeligt at få anerkendt stress som en arbejdsskade, siger Mads Pramming

LÆS OGSÅ: Kendt advokat advarer: Trods sygdom og død vil covid-19 ikke blive anerkendt som arbejdsskade

Mange sygeplejersker blev smittet med covid-19, da coronaepidemien toppede i foråret. Størstedelen af de anmeldte corona-arbejdsskader kommer fra landets hospitaler. 

Særligt de tre midt- og vestjyske regionshospitaler i Herning, Holstebro og Viborg tegner sig for lige knap en tredjedel (254 sager) af alle anmeldte corona-arbejdsskadesager på landsplan. Det fremgår af en aktindsigt over, hvilke arbejdspladser der pr. 17. august 2020 har anmeldt flest corona-arbejdsskader. 

DR Nyheder har tidligere talt med Jens Friis Bak, lægefaglig direktør for flere af hospitalerne i Region Midtjylland, om situationen.

- Vi har været ganske hårdt ramt, og det har selvfølgelig også medført et større antal anmeldelser om arbejdsskader. Vi har sagt til det ramte personale, at hvis de var overbevist om, at det var en smitte pådraget på arbejdspladsen, så opfordrede vi dem til at anmelde det, sagde han til DR Nyheder i juli. 

AES' corona-opgørelse viser, at der pr. 31. august 2020 er afgjort 389 ud af 1.118 oprettede sager. Heraf er 219 anerkendt og 170 afvist.