20201108-110558-L-1677x1138we
Julie Berthelsen er en ud af en håndfuld kendte, der støtter op om, at jordemødrene skal have en højere løn. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Kendte kæmper for højere løn til jordemødre: 'De er jo direkte uundværlige'

22. mar 2021, 12:08
Flere kendte stiller sig frem med en jordemoder på Instagram for at vise, at de støtter jordemødrenes kamp for en højere løn.

I den seneste uge har man på Instagram kunnet se billeder af flere kendte side om side med en jordemoder.

LÆS OGSÅ: 500 vil nægte at arbejde som jordemoder indtil lønløft: Fagforening advarer

Det gør de for at vise, at de støtter aktivistgruppen 'Jordemødrenes Lønkrigere', der, som navnet antyder, kæmper for at hæve jordemødrenes løn.

Det er blandt andre tv-værterne Sofie Linde, Petra Nagel og Thomas Skov og sanger og iværksætter Julie Berthelsen, der viser deres opbakning på det sociale medie.

Da jeg hørte om den og det, tænkte jeg, at det duer jo ikke, vi i dagens Danmark kører efter en ældgammel plan, der ikke længere er gældende for, hvor vi står som samfund
Julie Berthelsen, sanger og iværksætter

- Jeg kendte ærligt talt ikke til Tjenestemandsreformen fra 1969 før. Da jeg hørte om den og det, tænkte jeg, at det duer jo ikke, vi i dagens Danmark kører efter en ældgammel plan, der ikke længere er gældende for, hvor vi står som samfund. Vi er et nyt sted, og derfor skal det fornyes og til det bedre ift. både ligeløn og uddannelseslængde.

- Jordemødre, sygeplejersker, pædagoger, socialrådgivere osv. er jo direkte uundværlige for os allesammen. De udfører et kæmpestort arbejde, og dette skal de honoreres korrekt for, skriver Julie Berthelsen i en mail til A4 Arbejdsliv.

Tjenestemandsreformen fra 1969, som sangeren henviser til, er en reform, der af mange anses for at være årsagen til, at traditionelle kvindefag halter bagefter på lønnen, da fagene dengang blev indsat på lavere løntrin end de traditionelle mandefag. Og det er altså den rangering, som Jordemødrenes Lønkrigere ønsker et opgør med.

Jordemødrene er ikke de eneste, der er utilfredse med reformen. I sidste uge nåede et borgerforslag stillet af en sygeplejerske på blot otte dage de magiske 50.000 underskrifter, det kræves, før det fremsættes som beslutningsforslag i Folketinget. 

LÆS OGSÅ: 'Afskaf Tjenestemandsreformen': Borgerforslag når 50.000 underskrifter på otte dage