Julemænd: Nul pebernødder til børnene i år

25. nov 2009
Fødevareekspert roser beslutningen om ikke at dele pebernødder ud på grund af influenza Asmittefare. Pebernøddernes fanklub raser.

De danske julemænd går en hård tid i møde, når de inden længer flyver på job i strøggader og stormagasiner.

Pebernød-fans raser nemlig over Foreningen Dansk Julemands Laug, der i år har anbefalet deres medlemmer ikke at komme pebernødder i jule-fletkurvene.

Årsag: Det er uhygiejnisk og kan betyde smitte af den frygtede Influenza A.

"I år tager vi også handsker på eller vasker hænder, hvis barnet har haft sine fingre i munden," siger Henrik Jacobsen, der oldermand i lauget.

"Hysterisk og tarveligt"

Til gengæld får de små slikmunde tilbudt karameller, vingummier og lakridser emballeret i plastic eller papir.

Men det er ikke godt nok, hvis man spørger landets pebernød-fans.

"En julemand uden pebernødder er ingen julemand, så er julen er aflyst i år," skriver en Facebook-bruger i fangruppen ”Pebernødder” på Facebook.

"Forbuddet er hysterisk og tarveligt. Løsningen må være, at julemands-lobbyen samarbejder med småkageindustrien for at dosere håndfulde af pebernødder i små hygiejniske jule-plastickræmmerhuse," skriver den kvindelige bruger.

Korrekt beslutning

Fødevareekspert Orla Zinck bakker julemændene op.

"Deres beslutning er principielt korrekt," siger han.

Han er dog enig med pebernødde-fans i, at frygten for Influenza A-smitte generelt er overdrevet.

I modsætning til den amerikanske julemands-lobby anbefaler Dansk Julemands Laug dog ikke sine mange medlemmer at lade sig vaccinere mod Influenza A.

En rundringning til fem bestyrelsesmedlemmer viser, at kun én har bedt om en vaccine for at være sikker på ikke at smitte børnene.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

"Jeg har et personligt ansvar overfor de mange børn, som jeg skal ud og forkæle," siger julemand Peter Nørgaard, der har overtalt sin læge til at give ham vaccinen.

Vaccine eller ej?

Men sådan et forebyggende stik har de andre julemænd altså ikke tænkt sig at gøre brug af.

"Jeg vil hellere, at børn og gravide får de vacciner, der er til rådighed," siger viceoldermand i julemandslauget, Villy Brinkbæk.

Han bakkes op af oldermand Henrik Jacobsen.

"Hvis vi skulle have, skulle børnehavepædagoger og tryllekunstnere også vaccineres," siger han.