Julegaver: Chefen er blevet en nærrigpind

21. dec 2012, 10:40
Hver fjerde mener, at chefens gave er blevet dårligere. Flere leverandører af firmajulegaver bekræfter, at krisen har gjort gaveposen mere slatten.

Skuffet over årets julegave fra chefen? Bare rolig – du er ikke alene.

Hver fjerde oplever, at chefen er blevet mere nærig med julegaven de senere år. Det viser en undersøgelse, som Wilke har lavet for Avisen.dk.

Og det er ikke bare fordi vi er en flok utilfredse brokkerøve. Firmajulegaven er skrumpet, bekræfter flere af de leverandører, som Avisen.dk har talt med.

”Set over en bred kam er de firmajulegaver, som bliver bestilt hos os, blevet billigere. Nogle firmaer har endda meldt ud, at de på grund af dårlige tider ikke giver julegave i år,” lyder det fra Claus Bach, som ejer Bach Firmagaver.

Kun fem procent af os oplever, at chefen flotter sig med bedre gaver, viser undersøgelsen. Den viser også, at en del arbejdspladser har skrottet julegaven. En tredjedel af dem, der ikke får julegave af chefen, plejer at få.

Ingen fede gaver efter en fyringsrunde

Det handler om signalværdi, når medarbejderne må nøjes med at pakke en æske chokolade op i stedet for en fed iPad.

Det fortæller Loise Greve, ejer af Den Personlige Gave, som også oplever chefernes mådehold.

”Vi har mistet ordrer fra firmaer, som har været ude i fyringsrunder. Det er kotume, at når man har fyret en del medarbejdere, giver man ikke store, fede gavekort til dem, der er tilbage,” siger Loise Greve.

Hun tilføjer, at faldet er omkring tyve procent set i forhold til 2008, som var det fede år lige før finanskrisen.

Også Dansk Industri bekræfter, at chefen er blevet mere beskeden.

”Mange har valgt at skære ned her, men de fleste fastholder, at de medarbejdere, som er tilbage, skal have en erkendtlighed,” siger Søren Johannessen, chefkonsulent i Dansk Industri.

Chefen prutter om prisen

Selvom kun fem procent af danskerne oplever, at chefen er blevet mere gavmild, er der dog også solstrejf i julesneen.

"Dem, der køber firmajulegaver hos os, er ikke bleg for at give hundrede kroner mere i år end de plejer. Arbejdsgiveren har typisk presset medarbejderne med overarbejde, så nu skal de have et klap på skulderen," siger Pia Marie Schougaard, ejer af den mere eksklusive gaveleverandør Kaare Design.

Det generelle billede fra gaveleverandørerne er, at chefen stadig giver gave, men at den er billigere. De klassiske julegaver er populære: Det er især chokolade, vin og lysestager fra Georg Jensen, som chefen putter i julesokken.

Samtidig er firmaerne blevet mere prisbevidste og vælger at spørge efter mængderabat eller selv sammensætte en kurv med ting.

Og selvom nye regler sidste år hævede loftet for skattefrie gaver, så chefen i princippet kan give en gave til tusind kroner, er der stort set ingen, som udnytter reglen, lyder det.

Sådan spurgte vi

Får I julegave fra det firma, hvor du arbejder?

  • Ja - 45 procent
  • Nej - 31 procent
  • Ved ikke - 10 procent
  • Jeg er ikke i arbejde - 14 procent

Til danskere i job, som får julegave fra firmaet, spurgte vi:

Hvordan oplever du at julegaveordningen på dit arbejde har udviklet sig de seneste år?

  • Gaven er blevet større/bedre - 5 procent
  • Gaven er blevet mindre/dårligere - 24 procent
  • Vi har ikke tidligere fået julegave - 3 procent
  • Ordningen er den samme som tidligere - 68 procent

Til danskere i job, som ikke får julegave fra firmaet, spurgte vi:

Har du tidligere fået en julegave fra dit nuværende firma?

  • Ja - 37 procent
  • Nej - 62 procent
  • Ved ikke - 8 procent

Wilke for Avisen.dk blandt 556 repræsentativt udvalgte danskere i arbejde.