Julefrokosten er en bakteriebombe

25. dec 2009
Bakterier i millionvis er uinviterede gæster til årets julefrokoster. Se hvordan du når rask hjem fra julebuffeten

Julefrokoster er så sjove og hyggelige. Og har du det skidt dagen efter, er det helt sikkert, fordi du drak for meget. Eller også er det ikke.

Den klassiske julebuffet er nemlig en bakteriebombe.

"Det kan godt være, der går nogle dage, så du slet ikke forbinder maveondet med julefrokosten. Men bakterierne skal ofte lige have tid til at udvikle sig," siger levnedsmiddelsekspert Michael René, Suhr's Professionshøjskolen Metropol.

En fest for bakterier

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

For de fleste, der bliver ramt, ender det med én til fem dage med opkast og diarre. Men man kan også samle en egentlig salmonellaforgiftning op eller influenza og forkølelser.

Den store danske julebuffet er nemlig en ren fest for bakterier - og meget værre end den helt almindelige tre retters middag, siger Michael René.

"På en buffet er der stor kontakt med maden. Var der én, der hostede eller ikke havde vasket hænder efter sidste toiletbesøg?"

Ulækre skeer

Især er Michael René ikke glad for skeerne i de mange skåle og fade på buffeten.

Er der en ske i maden til 60 mennesker, rører den ved 60 beskidte tallerkener og 60 hænder, der måske ikke er vasket ordentligt. Er der to skeer, er man nede på det halve.

Falder skeen ned i maden, og folk begynder at fiske den op med fingrene, bliver det endnu værre. Og begynder man at bytte rundt på skeerne mellem de forskellige skåle, vil Michael René alvorligt overveje, om han vil spise noget af det.

"Hver skål har sin bakterieflora. Bytter du rundt på skeerne, blander du bakterierne, og måske møder de nogle i en anden skål, som de virkelig trives med, og så går det stærkt. Jeg opfordrer til, at man altid har en kurv med ekstra skeer til at tage med stående fremme på buffeten," siger Michael René.

For mange i køkkenet

Årets sparejulefrokoster, hvor virksomhederne flytter festen hjem til medarbejderne, gør absolut ikke risikoen mindre.

"Det er selvfølgelig hyggeligt, hvis mange hjælper i køkkenet. Men der er en stor risiko for at fokus kommer til at ligge på det sociale og ikke på det hygiejniske," siger Michael René.

Med den ultimative spareudgave, hvor alle selv tager en ret med, bliver det helt galt.

"Sammenligner du en tre retters middag lavet i et køkken af to mennesker med en sammenskudsbuffet med ti retter lavet i hver sit køkken, så er risikoen en hel anden. Så er det ti mennesker, der kan gøre noget galt, og oveni skal maden transporteres rundt," siger Michael René.