Juicekonge tager tid på sine ansatte

22. aug 2013, 10:54
Kæden Joe The Juice tager tid på, hvor hurtigt de ansatte kan forvandle fem frugter til en juice. Stifter Kaspar Basse vil åbne endnu flere butikker i udlandet.

De hippe juicebarer Joe & The Juice har aldrig været noget helt traditionelt sted at arbejde. Fra begyndelsen fik de unge ansatte hverken løn under oplæring eller tillæg for aftenarbejde.

Selvom kæden i dag har rettet op på de mest basale medarbejderforhold, er kulturen fortsat noget særligt, skriver Berlingske.

”Det skal være sjovt at arbejde hos os, men det skal ikke være useriøst eller lallet. Så vi træner vores ansatte meget, og vi tager tid på, hvor mange sekunder de bruger på det ene og det andet. Det er en meget konkurrencebetonet tilgang, og den betyder, at vi i sidste ende leverer et bedre output end de andre cafeer,” siger juicekongen Kaspar Basse, som har stiftet kæden.

”Jeg forsøger at skabe en sund, ung bevægelse, hvor de mennesker, som kommer til Joe & The Juice, løfter sig. De bliver bedre til at indgå i sociale relationer, de vænner sig til, at der stilles hårde krav, og de har det tilmed sjovt. Samtidig kan de se en masse muligheder for at stige i hierarkiet, hvis de gør det godt,” siger han til Berlingske.

Udover en lang række butikker i Danmark har juicekongen allerede åbnet en række afdelinger i både London, Sverige og Norge.

Ifølge Berlingske planlægger Kaspar Basse at fortsætte ekspansionen med en række nye forretninger udenfor landets grænser. Det gælder blandt andet Rusland, Mexico, Chile, Kina og Japan.

Kilde: Berlingske