20201210191642476_1000
Den britiske premierminister, Boris Johnson, var onsdag i Bruxelles for at mødes med EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, men uden at det lykkedes at få et gennembrud i forhandlingerne. Foto: Pool/Reuters

Johnson: Stor sandsynlighed for at vi ikke får aftale med EU

10. dec 2020, 19:52
Det kan meget vel ende med en aftale, der minder om det australske forhold til EU, siger Boris Johnson.

Der er en stor mulighed for, at der ikke bliver nogen handelsaftale med EU, siger den britiske premierminister, Boris Johnson, torsdag.

Men han lover, at han vil rejse til Bruxelles, Paris, Berlin og andre byer for at få en aftale i hus.

- Jeg tror, at vi nu må gøre det meget, meget klart, at der er en stor mulighed for, at vi får en løsning, der er meget mere som det australske forhold med EU end det canadiske forhold med EU, siger Johnson.

- Det betyder ikke, at det er en dårlig ting, tilføjer han.

Canada har en handelsaftale med EU, mens Australien ikke har nogen.

Et "australsk forhold" vil betyde, at handel mellem briterne og EU foregår efter de regler, der er fastsat af Verdenshandelsorganisationen (WTO). Det betyder toldbarrierer og kvoter.

Forhandlingerne om en handelsaftale med EU er i slutfasen. Men der er stadig dybe kløfter mellem EU og Storbritannien.

Søndag skal de to parter beslutte, om det giver mening at fortsætte forhandlingerne.

Johnson siger på et pressemøde torsdag, at briterne stadig vil forsøge at nå frem til en aftale. Men det er meget muligt, at overgangsfasen ender den 31. december, uden at en handelsaftale er på plads.

- Aftalen er der ikke endnu, siger Johnson.

- Jeg har sagt til vores forhandlere, at vi må fortsætte og strække os lidt længere. Og jeg vil tage til Bruxelles, til Paris eller til Berlin eller hvor som helst for at få dette i hus og få en aftale, siger premierministeren.

Storbritannien forlod EU i januar. EU enedes med den britiske regering om en etårig overgangsfase, hvor der er blevet forhandlet en handelsaftale.

Men der er store knaster, og briterne risikerer at slutte overgangsfasen med et brag.

Aktuelt går uenighederne på fiskeri i britisk farvand, som kan få betydning for danske fiskere, der i dag lander 40 procent af deres indtægter der.

Samtidig strides parterne om, hvordan man skal sikre lige konkurrence i fremtiden, hvis Storbritannien forbliver en del af det indre marked i EU. Det gælder i forhold til statsstøtte, men også miljøregler og lønmodtagerforhold.

/ritzau/Reuters