Johnny: Det er noget lort, hun har lavet

11. dec 2013, 07:40
Beskæftigelsesministeren vil gerne i dialog med Johnny Larsen, sagde hun i sidste uge i Go morgen Danmark. Nu har han fået brev med invitation

”Jeg skal op og sige, at det er noget lort, hun har lavet,” siger Johnny Frederiksen.

Johnny Larsen skal til møde med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. Manden bag bloggen ”Rapport fra en syg stodder” har fået brev fra beskæftigelsesministeren om, at han kan kontakte ministeriet og aftale et tidspunkt, der passer ham.

Mette Frederiksen sagde i sidste uge i Go’ Morgen Danmark, at hun gerne vil i dialog med Johnny Larsen om den gensidige forsørgerpligt.

Den betyder, at han nu bliver nødt til at flytte fra sin kæreste og deres 6-årige søn. Lige efter sendte Johnny Larsen så en bekræftelse på, at han gerne vil mødes. Det er den, hun har accepteret.

Johnny Larsen er syg af depression, lungesygdommen KOL og netop færdig med en kræftbehandling. Han sidder fast i en langvarig sag om førtidspension og er røget på kontanthjælp.

Han har ikke store forventninger om, at beskæftigelsesministeren vil gøre noget for de syge, der bliver ramt af den gensidige forsørgerpligt.

”Jeg håber på mirakler, men jeg tror ikke på dem. Men Mette Frederiksen har jo sagt, at det her ikke skal ramme syge mennesker,” siger Johnny Larsen.

Johnny: Kommunerne skal have erstatningsansvar

Han håber, at Mette Frederiksen for eksempel indfører, at syge mennesker, der løber tør for sygedagpenge, automatisk får et ressourceforløb. Det ville betyde, at syge var sikret omkring 10.000 om måneder i stedet for nu, hvor man kan få kontanthjælp. Hvis altså ikke ægtefællen eller kæresten tjener for meget.

Johnny Larsen vil også gerne tale med beskæftigelsesministeren om at fratage ”kommuners almagt”, der betyder, at sagsbehandlere kan tilsidesætte lægeerklæringer.

Han venter selv på at få lavet en ny vurdering fra en ny psykiater, selv der allerede er lavet to, der begge pegede på førtidspension. Kommunen har netop forlangt en tredje.

Han vil også foreslå, at kommunerne får erstatningsansvar, så de skal betale med tilbagevirkende kraft og for tort og svie, når de trækker sagerne ud, og det betyder, at borgerne taber penge og får det dårligere på grund af ventetiden.

”Lige nu tjener kommunerne på at lave forkerte afgørelser. Hvis de havde erstatningsansvar ville de nok gøre sig mere umage,” siger han.