c20210329113700054_org__1_
Foto: Fagbladet 3F

Johnni løftede 45 tons på én arbejdsdag: 'Man er ikke andet end en robot'

30. mar 2021, 08:12
Som uddannet lagerarbejder og kok er Johnni Cooke vant til at tage fra. Han kalder kravene på Jysk hovedlager umenneskelige.

Kravene til løft er umenneskelige og ekstreme. Det er de ord, som 35-årige Johnni Cooke fra Vejle sætter på de arbejdsvilkår, han var udsat for på Jysks hovedlager i Uldum.

Han fortæller, at han på én enkelt arbejdsdag løftede 45 tons kasser med møbler, lagner og andre varer, der ender ude Jysk-forretninger landet over.

Det skriver Fagbladet 3F.

LÆS OGSÅ: Tillidsmand fyret efter 30 års tro tjeneste: Arbejdsgiver skal betale rekordstor godtgørelse

Trods stærk fysik, var han sikker på, at han kun ville holde til arbejdet højst et år. Men det bliver aldrig afklaret, for han blev fyret inden.

- Jeg holdt regnskab med, hvor meget jeg løftede, så de 45 tons er et præcist tal. Mig og min makker tømte containere manuelt, fordi det ikke kunne lade sig gøre med truck, siger han og fortsætter:

- En af containerne var blandt andet fyldt med 42 kilos kasser. Jeg talte efter, og skrev det hele ned. Min makker løftede også 45 tons, og han skrev også ned. Så vi løftede 90 tons tilsammen, siger Johnni Cooke.

Han arbejdede i varemodtagelsen, som han kalder det hårdeste sted på arbejdspladsen i Uldum, hvor der i alt arbejder 700 personer.

- Man er ikke andet end en robot, der skal løfte hurtigere, hurtigere og så holde mund. Mellemlederne er over en hele tiden. Kan du ikke løfte, så er det ud. Jeg havde ondt i ryggen og knæene og var smadret i kroppen, når jeg havde fri, siger han.

Johnni Cooke fortæller, at han løftede for meget hver eneste dag. Gennemsnittet lå på 15 tons om dagen.

Det er alt for meget i følge Arbejdstilsynets retningslinjer, der oplyser, at der skal træffes foranstaltninger, hvis den samlede daglige løftemængde overstiger cirka seks tons pr dag i underarmsafstand og cirka tre tons i trekvart arms afstand fra kroppen.

Arbejdstilsynet oplyser, at uanset hvilken armsafstand, Johnni Cooke har løftet i, er belastningen over 100 procent over det, som den må være, hvorfor der skal træffes foranstaltninger.

Det vil dog altid bero på en konkret vurdering, hvilken type reaktion Arbejdstilsynet vil give.

Tilsynet understreger, at det navnlig er store, hyppigt gentagne, uventede og langvarige belastninger af kroppen, der kan give skader.

På et tidspunkt fik Johnni Cooke mere end nok af for tunge løft fra morgen til fyraften. Godt nok skulle de være to mand om de tungeste kasser. For eksempel møbelkasser på 52 kilo.

- Men hvis der ikke er folk nok, ja, så er man alene om at løfte. For hvis det går for langsomt, bliver det påtalt, Når jeg protesterede over arbejdsvilkårene, sagde lederne bare “sådan har vi altid gjort” eller “det skal du ikke pibe over”, forklarer han.

En februardag i 2021 fik han ud af det blå en fyreseddel med den begrundelse, at han ikke levede op til Jysks forventninger.

Han forstår ikke, hvordan man kan blive ved med at drive forretning på den måde.

- Det kan ikke være i Lars Larsens ånd, at lederne ødelægger os ansatte på den måde, siger Johnni Cooke.

Fagbladet 3F har forelagt kritikken for Jysk. Kommunikationsdirektør Rune Jungberg Pedersen svarer på mail, hvor han forholder sig til en mindre del af kritikken.

- Det er svært for Jysk at kommentere konkrete sager, men umiddelbart er vores vurdering, at der er tale om en fejl i den beregning, den tidligere medarbejder har lavet, hvor han mener, at have løftet 45 tons på én arbejdsdag, skriver han og fortsætter:

- 45 tons er cirka det, der sammenlagt bliver løftet af de 30 medarbejdere, der er på et 8 timers skift. Hvis beregningen er rigtig, ville det således kun være den ene medarbejder, der har løftet, skriver han.

Han fastslår i mailen, at et godt fysisk arbejdsmiljø er vigtigt for Jysk.

- Derfor er det vigtigt for os at sikre, at medarbejdere ikke løfter for meget i de få funktioner, hvor der ikke er hjælpemidler til rådighed. Derfor skal medarbejderne løbende notere, hvor meget de løfter, og hvis en medarbejder samlet har løftet over 3,6 ton på en arbejdsdag, hvilket dog sker uhyre sjældent, bliver medarbejderen overflyttet til andet arbejde uden manuelle løft, skriver han.