Døtrene på 28 og 32 år er hjemme og besøge mor og far i det odenseanske hjem. Foto: TORE BØNKE JEPPESEN, DR Fyn

John har været dansker hele livet – men nu kan han ikke bevise det

15. jan, 15:00
John Ville Rasmussen og hans familie har ventet i to år på at få at vide, om de skal forlade deres hjemland Danmark.

Han har dansk pas og danske forældre. Han har boet Danmark i 62 år og stemt ved folketingsvalg.

Men det er ikke beviser nok på, at John Ville Rasmussen er dansker, og det kan få store konsekvenser for familien fra Odense.

- Bliver mit statsborgerskab taget fra mig? Hvad sker der med min kone? Hvad sker der med mine to børn?, spørger John.

Situationen er opstået, fordi han er ud af en søfartsfamilie, der var i Venezuela, da han blev født.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Nu her

Det skriver DR Fyn på dr.dk.

Han har gået i skole og taget uddannelse her i landet. Nu er han 69 år og driver egen arkitekt-virksomhed fra kælderkontoret i familiens villa.

Alligevel risikerer han at stå i en situation, hvor han ikke er dansk nok. Udelukkende af den grund, at han tilfældigvis er født i Venezuela.

De danske myndigheder vil ikke give ham svar på, hvad der skal eller kan ske, hvis han ikke kan dokumentere, at han har dansk indfødsret.

Måske må han fra februar ikke opholde sig i Danmark, og hans amerikanske kone og to døtre risikerer at miste deres opholdstilladelse og statsborgerskab, der er bundet op på hans tilhørsforhold.

- Det er en absurd situation, jeg er kommet i. Det er en belastning, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved ens identitet, siger han til DR Fyn og forklarer:

- Jeg har hele tiden følt og troet, at jeg var dansk, men nu bliver der så rokket ved, hvad jeg er for en.

Sagen startede ikke i Danmark eller hos John Ville Rasmussen.

Det hele begyndte i stedet på den anden side af Atlanten.

For da den ene af hans to voksne døtre, der har dobbelt statsborgerskab, skulle have fornyet sit pas i december 2017, stødte hun på et problem.

Begge døtre bor og arbejder for tiden i New York, og derfor skulle fornyelsen foregå på Det Danske Konsulat i den amerikanske storby. Her bed de mærke i John Ville Rasmussens fødselssted.

Det socialistiske Venezuela er kendt som stærk modstander af USA og er derfor et land, der vækker særlig opmærksomhed hos de amerikanske myndigheder. Derfor anmodede konsulatet om farens indfødsretsbevis.

Men sådan et har han ikke. I hele John Ville Rasmussens liv har ingen villet se det eller spurgt til det, så det kom som en stor overraskelse, at det pludselig kunne have afgørende betydning for hans liv.

John Ville Rasmussens datter endte med at få fornyet sit pas, men spørgsmålet om hans status endte som en sag i Danmark. For har John Ville Rasmussen overhovedet et statsborgerskab her i landet?

De danske myndigheder kræver nu dokumentation i form af John Ville Rasmussens originale fødselsattest og hans forældres originale vielsesattest.

John Ville Rasmussen har gemt og passet på alt, hvad han har af dokumenter og attester.

Men han har kun kopier af de to dokumenter, som Udlændingestyrelsen vil se. De håndskrevne originaler er svære at få fat i, få bekræftet og få oversat - især fordi ingen ved, om de stadig findes i Venezuela.

John Ville Rasmussens forældre døde i 1980’erne og har derfor ikke kunnet hjælpe med originalerne.

- Derfor er det så vanskeligt at bevise noget, for der er ingen at spørge, siger den 69-årige fynbo, der heller ikke har kunnet finde svar hos sin moster, faster og lillesøster.

Han har mistanke om, at det hele skyldes en digitaliseringsfejl, fordi hans forældres personnumre er fraværende i hans profil i cpr-registret.

Myndighederne kan derfor ikke se, at han er 'ægtebarn' af danske forældre. Og den detalje er vigtig i den lovgivning, der var gældende, da han kom til Danmark, fordi hans nationalitet følger hans fars.

John Ville Rasmussens kone er amerikaner og har haft permanent opholdstilladelse siden 1988, fordi han var dansk statsborger.

Elisabeth Rasmussen er skolelærer i Odense og frygter ligesom sin mand, hvilke konsekvenser det kan få, hvis familien ikke længere har et formelt tilhørsforhold til Danmark.

- Hvis hans statsborgerskab ryger, er jeg også væk. Vi vil være nødt til at flytte fra vores hus, og jeg må opgive mit arbejde, forklarer Elisabeth Rasmussen til DR Fyn.

- Det vil være en stor forandring for mig. Jeg har faktisk været her længere nu, end jeg har været i USA. Min voksne identitet har været meget påvirket af Danmark, siger hun.

Også døtrene Julia Haley Rasmussen og Alexandra Marie Rasmussen er begyndt at overveje, hvad det kan få af betydning for deres fremtid.

De blev født i Danmark for 28 og 32 år siden og er opvokset her. Deres ophold i New York har fået dem til at føle sig endnu mere danske, forklarer Julia Haley Rasmussen.

- Når man flytter til USA, får man virkelig forstærket følelsen af at være dansker. Når der så pludselig bliver sået tvivl om ens nationalitet, så sætter det mange tanker i gang. Jeg synes, det er helt håbløst, siger hun til DR Fyn.

Hun er sågar begyndt at forberede sig på måske selv at skulle bevise sin danskhed:

- Jeg har siddet og øvet mig på de der danskertest, man kan tage på nettet, så jeg kan være klar, hvis vi skal ud i det.

For døtrene virker det absurd, at de nu risikerer at skulle søge om opholdstilladelse eller familiesammenføring for at kunne bo i Danmark.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har ikke ønsket at stille op til interview, men i et skriftligt svar til DR Fyn skriver han:

“Jeg kan godt forstå, at det kan virke mærkeligt, at en person skal bevise, at han er statsborger efter så mange år i Danmark. Men myndighederne skal selvfølgelig sikre en ordentlig sagsbehandling."

Sidste år ansøgte 957 om at få bevis på deres statsborgerskab. 52 endte med at få afslag.

"Her plejer det at være muligt for de fleste at finde de rette dokumenter. Men hvis det er svært at finde papirerne, vejleder myndighederne gerne om, hvordan der så kan findes en anden løsning,” skriver ministeren.

Men den hjælp og vejledning kan John Ville Rasmussen slet ikke genkende.

Hans sag har stået på i over to år og forventes nu at blive afsluttet i februar, men han ved stadig intet om udfaldet.

- Hvad kommer der til at ske? Jeg kan ikke få noget at vide. Det er helt grotesk, siger han.