Johanne Schmidt-Nielsen, generelsekretær for Red Barnet, er dybt chokeret over en sag om overgreb mod et barn, der har ramt Red Barnet Ungdom. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Overgreb ryster Johanne Schmidt

9. jul 2020, 18:39
En rystende sag om overgreb mod et mindreårigt barn har ramt Red Barnet Ungdom. Johanne Schmidt-Nielsen er chokeret og forfærdet over hændelsen.

Johanne Schmidt-Nielsen, generelsekretær for Red Barnet, er dybt chokeret og forfærdet over en sag om overgreb mod et barn, der har ramt Red Barnet Ungdom.

To mænd på hhv. 28 og 29 år fra Red Barnet Ungdom er således blevet sigtet for at have begået overgreb mod en 11-årig dreng, de var frivillige for.

Den 29-årige har erkendt sig skyld ved et grundlovsforhør i Retten i Kolding.

LÆS OGSÅ: Kendt skuespiller forsvundet: Søn fundet alene på båd

På Facebook fortæller den tidligere frontfigur i Enhedslisten, at hun er blevet kontaktet af generalsekretæren for Red Barnet Ungdom, Astrid Engberg, og at hun dybt rystet over den alvorlige sag.

- Der er tale om en modbydelig forbrydelse og det ultimative svigt af et barn - og af en hel familie.

- Det er utilgiveligt, at mennesker kan forbryde sig mod et barn og misbruge dets tillid på denne måde. Og jeg bliver også vred på vegne af de mange frivillige, der hver dag gør en fantastisk forskel for andre mennesker, skriver Johanne Schmidt-Nielsen på Facebook.

Johanne Schmidt: Alt har været overholdt

Johanne Schmidt-Nielsen fortæller desuden, at Red Barnet har stillet psykologhjælp og støtte til rådighed for Red Barnet Ungdoms øvrige frivillige.

Hun understreger, at alle nødvendige procedurer samt indhentelse af børneattest har været overholdt i den konkrete sag.

Den 29-årige mand blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør i starten af juli. I forbindelse med forhøret erkendte han, at han i december 2018 og yderligere to gange derefter havde forgrebet sig på den 11-årige dreng.

Den 29-årige er ligeledes sigtet for blufærdighedskrænkelse og for at have været i besiddelse af børneporno.

Den 28-årige mand er onsdag blevet varetægtsfængslet frem til 30. juli. Han mistænkes for at have forulempet drengen sammen med den 29-årige mand.